98.3.1. Om en kommunes adgang til at varetage varmeforsyningsvirksomhed, herunder i den forbindelse til at varetage hensynet til en hensigtsmæssig udnyttelse af kommunens ressourcer

20-03-1998
3. De kommunale opgaver (kommunalfuldmagten) Kommunalfuldmagten - opgaveudførelse Kommunalfuldmagten - varmeforsyningsvirksomhed

Udtalt, at det er antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den juridiske litteratur, at det efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse som udgangspunkt ikke er en kommunal opgave uden lovhjemmel at drive handel, håndværk, industri eller finansiel virksomhed. En kommune kan efter de nævnte grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse dog som en modifikation til ovennævnte udgangspunkt lovligt varetage forsyningsvirksomhed, herunder varmeforsyningsvirksomhed.

Varmeforsyningsloven indeholder ikke en regulering af spørgsmålet om, hvorvidt en kommunalbestyrelse – ud over de hensyn, som kommunen skal varetage efter varmeforsyningsloven – lovligt i forbindelse med varetagelse af
varmeforsyningsvirksomhed kan varetage hensynet til en hensigtsmæssig udnyttelse af dens ressourcer, herunder også de skattefinansierede ressourcer. Spørgsmålet må derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse.

En kommune kan efter disse grundsætninger producere varer og tjenesteydelser til eget brug. Baggrunden herfor er hensynet til en hensigtsmæssig udnyttelse af kommunernes ressourcer. Denne adgang til produktion til eget brug omfatter også en kommunes varmeforsyningsvirksomhed.

Det er i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den juridiske litteratur
antaget, at kommuners varetagelse af forsyningsvirksomhed skal ske i overensstemmelse med hvile i sig selv-princippet. Dette princip indebærer, at forsyningsvirksomhedens indtægter og udgifter set over en årrække skal balancere, samt at der skal være en klar adskillelse mellem den pågældende forsyningsvirksomheds økonomi og kommunens økonomi.

Endvidere udtalt, at en kommunes varetagelse af det i hvile i sig selv-princippet indeholdte forbrugerbeskyttelseshensyn er omfattet af reguleringen i varmeforsyningslovens prisbestemmelser, hvorefter taksterne skal være omkostningsbestemte, og hvori alene nødvendige udgifter kan indregnes. Tilsynet med disse bestemmelser henhører under Gas- og Varmeprisudvalget, jf. varmeforsyningslovens § 20, stk. 1 og § 21, stk. 1 og 6. Da der således er et særligt klage- og tilsynsorgan, der kan træffe afgørelse om, hvorvidt en kommune har overholdt prisbestemmelserne i varmeforsyningsloven, viger det kommunale tilsyn for så vidt angår overholdelsen af disse bestemmelser.

Efter ministeriets opfattelse kan der ikke af hvile i sig selv-princippet udledes en pligt for kommunalbestyrelsen til udelukkende at varetage forbrugernes interesser i dispositioner, der angår en kommunal forsyningsvirksomhed, således at kommunalbestyrelsen skulle være afskåret fra tillige at varetage kommunens økonomiske interesser.

Hvile i sig selv-princippet er således ikke til hinder for, at en kommunalbestyrelse beslutter, at en opgave i forbindelse med kommunens varmeforsyningsvirksomhed skal løses af kommunens egne ansatte for derved at sikre en bedre udnyttelse af kommunens ressourcer. Kommunalbestyrelsens beslutning skal dog være i overensstemmelse med varmeforsyningslovens prisbestemmelser. Herudover må kommunalbestyrelsen som udgangspunkt disponere på grundlag af, hvad kommunalbestyrelsen finder hensigtsmæssigt. Kommunens disposition må dog ikke være økonomisk uforsvarlig eller i øvrigt indebære en overtrædelse af offentlige retsgrundsætninger, herunder retsgrundsætningen om saglighed i forvaltningen.

I den konkrete sag havde tilsynsrådet annulleret en kommunes beslutning om at lade kommunens egne ansatte udføre opgaver for en varmeforsyningsvirksomhed, idet tilsynsrådet havde fundet, at kommunalbestyrelsen, når den træffer beslutningen om, hvorvidt den selv skal varetage en opgave i forbindelse med forsyningsvirksomheden eller overlade opgaveudførelsen til en privat, alene kan varetage forbrugernes interesser, og således at kommunalbestyrelsen ikke samtidig kan varetage hensyn til kommunens øvrige økonomiske interesser.

Det var på ovennævnte baggrund Indenrigsministeriets opfattelse, at tilsynsrådets annullation hvilede på en forkert retsopfattelse. Indenrigsministeriet ophævede derfor tilsynsrådets annullation, jf. den kommunale styrelseslovs § 61, stk. 7.

Indenrigsministeriets brev af 20. marts 1998 til et byråd
– 2. k.kt. j.nr. 1007/11121/407-1