En køkkenchefs broder blev ansat som distributionsleder. Køkkenchefen var formand for ansættelsesudvalget og havde i kraft af dette været med til at behandle broderens ansøgning til stillingen som distributionsleder. Da broderen i sagens natur havde en personlig og økonomisk interesse i ansættelsessagens udfald, var det ulovligt, at køkkenchefen havde været med til at behandle broderens ansøgning, jf. forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 2. Køkkenchefen havde endvidere haft pligt til at underrette sin foresatte om inhabiliteten, jf. forvaltningslovens § 6, stk. 1.
Det havde ikke betydning for inhabilitetsvurderingen, hvorvidt køkkenchefens
medvirken i ansættelsessagen havde været til fordel eller ulempe for broderen, eller at køkkenchefen var trådt ud af udvalget, før broderen endeligt var blevet
ansat som distributionsleder. Alene det forhold, at køkkenchefen havde medvirket ved ansættelsen, var egnet til at skabe tvivl om afgørelsen om ansættelsen, og dette var tilstrækkeligt til, at der forelå inhabilitet.
Indenrigsministeriet udtalte endvidere, at det følger af bestemmelserne i forvaltningslovens § 3, stk. 3, og § 6, stk. 1, at sagsbehandlingen som hovedregel skal overlades til en ansat, der inden for hierarkiet er over- eller sideordnet, eller at sagsbehandlingen i hvert fald skal ske efter instruktion fra en sådan ansat.
Det vil således – når substitution i øvrigt er muligt - ikke være lovligt, at en inhabil overordnet overlader afgørelsen af sagen til sin underordnede. Substitution i en sådan sag vil skulle ske til en over- eller sideordnet ansat i hierarkiet.
På denne baggrund fandt Indenrigsministeriet, at afgørelsen i ansættelsessagen vedrørende køkkenchefens broder ikke burde have været overladt til en af køkkenchefens underordnede.
Da klageren ikke var part i sagen, og da væsentlige hensyn til broderen talte imod en annullation, fandt § 61, stk. 1, i lov om kommuners styrelse ikke anvendelse. En annullation af ansættelsen var allerede derfor ikke mulig.
Indenrigsministeriets brev af 29. januar 1998 til en klager
– 4. k.kt. j.nr. 1997/1220/962-3