98.1.1. Om betydningen af, at standsningsretten i styrelseslovens § 23 er gjort gældende

25-02-1998
1. Kommunalbestyrelsen og dens udvalg standsningsret

Udtalt, at standsningsretten i den kommunale styrelseslovs § 23 giver det enkelte medlem en vetoret mod, at udvalgets afgørelse i en sag bringes til udførelse, uden at kommunalbestyrelsen har truffet beslutning herom. En afgørelse i sagen kan, når standsningsretten er gjort gældende, kun træffes af kommunalbestyrelsen. Det antages derfor også, at udvalget ikke er afskåret fra at opgive beslutningen med den konsekvens, at der ikke er nogen sag, der skal forelægges kommunalbestyrelsen.

At en beslutning er standset i medfør af styrelseslovens § 23 afskærer således ikke udvalget fra at tage sagen op på ny med henblik på ophævelse af beslutningen eller med henblik på afgivelse af en (ændret) indstilling til kommunalbestyrelsen. Sagen kan blot ikke afgøres af udvalget.

Sagen, hvori beslutningen er standset, skal følge almindelig procedure og skal
uden unødig forsinkelse forelægges kommunalbestyrelsen, eventuelt via økonomiudvalget og andre udvalg. Det forhold, at udførelsen af en beslutning er standset, udelukker således ikke, at sagen – forinden forelæggelse for kommunalbestyrelsen – forelægges et eller flere udvalg, herunder økonomiudvalget.

Økonomiudvalget, som får forelagt en sag, hvori standsningsretten er gjort gældende, kan ikke standse sagen eller kræve, at udvalget på ny tager sagen op. Det kan imidlertid være i det stående udvalgs egen interesse at få mulighed for at vurdere sagen på ny på grundlag af økonomiudvalgets bemærkninger, og udvalget er – som ovenfor nævnt – ikke afskåret herfra. Udvalget kan, hvis økonomiudvalget anmoder herom, enten afgive en udtalelse eller en indstilling eller blot henholde sig til den trufne standsede beslutning, d.v.s. afvise at tage sagen op på ny.

Indenrigsministeriets brev af 25. februar 1998 til et amtsrådsmedlem
– 1. k.kt. j.nr. 1997/1073/025-1