97.8.1. Om lovligheden af en kommunes tildeling af en advarsel til en ansat, der havde holdt en kritisk og ironisk tale ved en afskedsreception (offentligt ansattes ytringsfrihed)

26-02-1997
8. Andre udtalelser og afgørelser Ansatte - loyalitetskrav Ansatte - ytringsfrihed Kommunalbestyrelsen - ledelsesbeføjelse

En kommunalt ansat psykolog havde ved den afgående kommunaldirektørs afskedsreception holdt en tale med titlen: "Rygtet om borgmesterens nye ideer".

Talen var bygget op over H.C. Andersens eventyr "Kejserens nye klæder" og indeholdt mange kritiske, ironiske og sarkastiske ytringer om borgmesteren og de ledende embedsmænd i kommunen.

Psykologen blev tildelt en advarsel for i arbejdstiden at være kommet med mishagsytringer over for sin arbejdsplads.

Hvad angår lovligheden af den tildelte advarsel, udtalte Indenrigsministeriet bl.a. følgende:

Offentlige myndigheder er i deres opgavevaretagelse - i deres afgørelser, ved udøvelsen af deres virksomhed samt i deres privatretlige dispositioner - forpligtet til ikke at varetage usaglige hensyn.

Offentlige myndigheders beslutninger vedrørende udøvelsen af de almindelige ledelsesbeføjelser over for de ansatte må ikke hvile på et usagligt grundlag.

Da offentligt ansatte som udgangspunkt har samme frihed til i eget navn at deltage i den offentlige debat som andre, jf. grundlovens § 77, har offentlige myndigheder i almindelighed ikke adgang til at benytte disciplinære midler over for ansatte, der deltager i den offentlige debat, med henblik på at få de pågældende til at indstille deres udtalelser eller afskrække andre fra at gøre noget tilsvarende, heller ikke selv om udtalelserne er kritiske over for arbejdspladsen.

De offentligt ansattes ytringsfrihed kan imidlertid være begrænset i særlige tilfælde. Folketingets Ombudsmand har i sin beretning for 1987, side 237 ff., opregnet nogle hovedsynspunkter om, i hvilke tilfælde der ud over de almindelige regler om tavshedspligt er begrænsninger i offentligt ansattes yt-ringsfrihed.

De nævnte tilfælde vedrører situationer, hvor der foreligger en særlig loyalitetspligt, som i visse tilfælde må antages at begrænse offentligt ansattes ytringsfrihed.

Den almindelige loyalitetspligt, som offentligt ansatte har over for deres arbejdsgiver, kan derimod ikke i sig selv begrunde, at myndigheden søger at begrænse de ytringer, som den ansatte fremsætter i eget navn, uanset om der er tale om ytringer, der er stærkt kritiske over for den pågældende myndighed.

Der henvises i den forbindelse til Folketingets Ombudsmands beretning for 1991, side 204.

Det må dog antages, at en ansats kritiske ytringer i særlige tilfælde vil kunne have så alvorlige følgevirkninger på arbejdspladsen og vanskeliggøre et fremtidigt samarbejde i en sådan grad, at det efter omstændighederne kan være berettiget at anvende negative ledelsesbeføjelser over for den pågældende.

Der henvises bl.a. til Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 1994, side 130, og Martin Basse og Oluf Jørgensen, Fortrolighed i forvaltningen, 1988, side 207.

Det må dog i disse tilfælde forudsættes, at beslutningen om at anvende negative ledelsesbeføjelser ikke alene har grundlag i de kritiske ytringer, men tillige i en nødvendig sikring af udførelsen af myndighedens opgavevaretagelse.

Endelig må det formentlig antages, at straffelovens bestemmelser om freds- og ærekrænkelser sætter begrænsninger for, hvilke ytringer offentligt ansatte kan fremsætte, uden at myndighederne kan anvende negative ledelsesbeføjelser over for de pågældende.

Der henvises i den forbindelse til Folketingets Ombudsmands beretning for 1969, side 35.

Indenrigsministeriet lagde i den konkrete sag til grund, at psykologens afskedstale til den afgående kommunaldirektør var en tale, der blev fremført som privatperson og alene på egne vegne. Det var herefter ikke afgørende, om talen blev afholdt i eller uden for tjenestetiden, eller om psykologen havde stemplet sig ud af flexsystemet.

Talen vedrørte ikke den ansattes eget arbejdsområde, men derimod de generelle ledelsesforhold i kommunen, og den ansatte beklædte ikke nogen ledende stilling, ligesom den ansatte ikke havde medvirket i den interne beslutningsproces for så vidt angår emner berørt i talen.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse var den ansatte derfor ikke omfattet af nogen særlig loyalitetspligt i sagen.

Efter det oplyste kunne ytringerne ikke antages at medføre konkrete samarbejdsproblemer i forhold til den ansattes fortsatte arbejde som psykolog.

Indenrigsministeriets udtalte sammenfattende, at den ansatte ikke ved den omhandlede tale kunne antages at have overskredet grænserne for sin ytringsfrihed.

Indenrigsministeriet fandt følgelig i lighed med tilsynsrådet, at kommunen ikke lovligt kunne beslutte at meddele den ansatte en advarsel på grund af indholdet af talen.

Indenrigsministeriets brev af 26. februar 1997 til en borgmester
- 4. k.kt. j.nr. 1994/122/207-3