97.3.2. Om en kommunes adgang til at erhverve fast ejendom uden at have fastlagt den konkrete anvendelse af ejendommen inden erhvervelsen

11-07-1997
3. De kommunale opgaver (kommunalfuldmagten) Kommunalfuldmagten - køb af ejendom

Udtalt, at spørgsmålet om lovligheden af en kommunes adgang til at erhverve fast ejendom skal afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse.

Det er efter sådanne grundsætninger antaget, at det som udgangspunkt ikke er en lovlig kommunal opgave at drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed.

En kommune kan efter de nævnte grundsætninger erhverve fast ejendom med henblik på at varetage kommunale opgaver. En kommune kan derimod ikke erhverve fast ejendom med henblik på opnåelse af fortjeneste ved videresalg, ligesom en kommune ikke gennem ejendomskøb kan søge at begunstige enkeltpersoner.

En kommune kan således bl.a. erhverve fast ejendom med henblik på anvendelse til etablering af et rekreativt område for kommunens borgere. En kommune kan endvidere erhverve fast ejendom med henblik på at varetage hensynet til boligforsyningen.

En kommune kan dog som udgangspunkt ikke på privatretligt grundlag erhverve fast ejendom udelukkende med henblik på at varetage formål, der er omfattet af reguleringslovgivningen, og hvor denne lovgivning anviser midler, der kan anvendes til at opnå formålet.

Udtalt, at det i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis er antaget, at en kommune ikke er afskåret fra at erhverve fast ejendom, når kommunen herved varetager en kommunal interesse i at sikre sig rådighed over ejendommen og dermed dens anvendelse, uden at kommunen samtidig har konkrete planer med den pågældende ejendoms anvendelse.

I den konkrete sag udtalt, at kommunalbestyrelsen lovligt kunne træffe beslutning om erhvervelse af en fast ejendom ud fra mere generelle overvejelser om den fremtidige anvendelse af ejendommen til rekreative eller boligmæssige formål, således at den konkrete anvendelse af ejendommen først efterfølgende blev fastlagt af kommunalbestyrelsen.

Indenrigsministeriets brev af 11. juli 1997 til en kommunalbestyrelse
- 2. k.kt. j.nr. 1997/11122/843-1