Udtalt, at efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse antages en kommunes adgang til uden lovhjemmel at gennemføre foranstaltninger bl.a. at være afgrænset af, hvad der traditionelt er betegnet som et almennyttekriterium. Dette kriterium indebærer, at en kommune som udgangspunkt kun kan gennemføre foranstaltninger, der kommer en bredere kreds af kommunens borgere til gode.
Dette udgangspunkt indebærer, at en kommune normalt ikke uden lovhjemmel kan gennemføre foranstaltninger, der udelukkende eller i det væsentligste er motiveret i varetagelse af individuelle interesser hos enkeltpersoner.
Dette almennyttekriterium er imidlertid ikke udtryk for en særlig præcis afgrænsning af kommuners kompetence, og kriteriet giver derfor ikke et klart grundlag for at udtale, i hvilken udstrækning en kommune lovligt kan yde tilskud til ældre.
Kriteriet kan dog medvirke til en afgrænsning af, hvilke kommunale hensyn der i en samlet afvejning af interesser kan begrunde, at en kommune lovligt kan yde et tilskud som det i sagen omhandlede.
Endvidere udtalt, at en kommune ikke uden lovhjemmel kan tildele ydelser til enkeltpersoner, der er afgrænset efter økonomiske eller andre sociale kriterier.
Det følger af almindelige offentligretlige lighedsgrundsætninger, at en kommunes tildeling af ydelser til enkeltpersoner med henblik på varetagelse af en kommunal opgave skal ske efter kriterier, der er saglige i forhold til det kommunale formål med tildelingen.
Kommuner har i medfør af den skrevne lovgivning en række væsentlige opgaver i indsatsen for de ældre. En kommunalbestyrelse kan i tilknytning hertil etablere en ældrepolitik, der tager sigte på at varetage særlige hensyn til denne persongruppe.
Endvidere udtalt, at en kommune som en del af en sådan ældrepolitik kan yde tilskud til, at ældre får praktisk hjælp i hjemmet.
På baggrund af det ovenfor anførte, hvorefter kommuner ikke uden lovhjemmel kan yde tilskud til enkeltpersoner, der er afgrænset efter økonomiske eller sociale kriterier, udtalt, at det efter Indenrigsministeriets opfattelse dog er en forudsætning herfor, at tilskuddet ikke ydes til en bestemt gruppe af ældre, der er afgrænset efter sociale kriterier, f.eks. på grundlag af bestemmelserne i bistandsloven om visitation til hjemmehjælp.
Kommunen må endvidere sikre sig, at det omhandlede tilskud alene anvendes til det påtænkte formål.
Endelig udtalt, at Indenrigsministeriet ikke ved udtalelsen tog stilling til spørgsmålet om, hvorvidt lovgivningen om hjemmeservice eller bistandsloven indeholder hjemmel til eller er til hinder for etablering af den pågældende ordning.
Indenrigsministeriets brev af 7. marts 1997 til Erhvervsfremmestyrelsen
- 2. k.kt. j.nr. 1996/1110/35-6