97.1.5. Om en kommunes medvirken til afholdelse af lokalrådsvalg i kommunen

10-10-1997

En kommune havde fået en henvendelse fra kommunens fire lokalråd om gennemførelse af valg til lokalrådene, der valgtes af beboerne i de pågældende lokalområder, på samme dag som kommunalvalget den 18. november 1997. På denne baggrund ønskede kommunen en tilkendegivelse fra Indenrigsministeriet om kommunens medvirken til afholdelse af disse lokalrådsvalg.

Indenrigsministeriet udtalte, at det antoges, at offentlige myndigheders afholdelse af valg til organer, der skulle repræsentere vælgerbefolkningen inden for et geografisk område, forudsatte lovhjemmel. Dette skyldtes, at der ved et lokalrådsvalg valgtes et organ med et folkeligt mandat svarende til kommunalbestyrelsen, men alene repræsenterende et geografisk område af kommunen. Som følge heraf måtte en kommunalbestyrelse efter Indenrigsministeriets opfattelse også være afskåret fra at medvirke ved lokalrådsvalg og dermed forlene de valgte lokalråd med et vist officielt præg.

Det forhold, at kommunen ikke kunne medvirke ved sådanne lokalrådsvalg, herunder stille kommunale bygninger mv. til rådighed for lokalrådsvalgene, udelukkede dog ikke, at afholdelsen af lokalrådsvalgene kunne ske i skurvogne placeret ved de kommunale afstemningssteder. Det var herved en forudsætning, at der adgangsmæssigt var en klar adskillelse af kommunalvalget og lokalrådsvalget, herunder en tydelig angivelse ved skilte m.v. af, hvor kommunalvalget fandt sted.

Endvidere bemærkedes, at kommunalbestyrelsen ikke var afskåret fra at yde et tilskud til lokalrådenes arbejde m.v., der kunne dække lokalrådenes eventuelle udgifter til skurvogne, bespisning af tilforordnede og trykning af stemmesedler til brug for lokalrådsvalget.


Indenrigsministeriets brev af 10. oktober 1997 til en kommune
- 1. kommunekontor, j.nr. 1997/488-10