Udtalt, at borgmesteren efter bestemmelsen i styrelseslovens § 31, stk. 2, har den øverste daglige ledelse af kommunens administration. Bestemmelsen udtrykker sammen med bestemmelsen i styrelseslovens § 18, stk. 2, et princip om, at administrationen organisatorisk og personalemæssigt fungerer som en enhed.
Af bestemmelsen i styrelseslovens § 31, stk. 2, fremgår, at den øverste daglige ledelse i hvert fald indebærer, at borgmesteren fordeler sagerne til de pågældende udvalg og drager omsorg for, at sager, der kræver beslutning af kommunalbestyrelsen, forelægges denne med eventuelle erklæringer. Borgmesteren påser endvidere sagernes ekspedition og udfærdiger om fornødent forskrifter herfor.
Som øverste daglige leder af forvaltningen har borgmesteren dermed ansvaret for, at alle formelle forhold vedrørende sagsekspeditionen er i orden. Borgmesteren har således for eksempel ansvaret for, at der er ansat tilstrækkeligt kvalificeret personale, at der tilrettelægges hensigtsmæssige arbejdsrutiner og kontrolprocedurer, og at der sikres den fornødne koordination mellem sammenhængende sagsområder.
Borgmesteren er således ansvarlig for alle forhold, der vedrører den kommunale organisation, især vedrørende sagernes ekspedition og personalet, dvs. forhold, der sikrer, at kommunen er funktionsdygtig og kan fungere hensigtsmæssigt.
Borgmesteren har derimod ikke i sin egenskab af øverste daglige leder nogen indholdsmæssig kompetence ud over den, som han i begrænset omfang er udstyret med i sin egenskab af formand for kommunalbestyrelsen og formand for økonomiudvalget. Der tilkommer således ikke borgmesteren nogen instruktionsbeføjelse eller omgørelsesret med hensyn til indholdsmæssige spørgsmål, som hører under udvalgene.
Endvidere udtalt, at det forhold, at en beslutning kan eller skal træffes administrativt, således normalt ikke indebærer, at administrationens kompetenceudøvelse sker under borgmesterens ledelse således, at borgmesteren kan instruere administrationen om beslutningens indhold eller kan træffe beslutningen på administrationens vegne.
Dette afspejles bl.a. i, at delegation af afgørelseskompetence fra økonomiudvalget til administrationen antages alene at kræve almindeligt flertal i udvalget, mens delegation fra økonomiudvalget til udvalgets formand antages at kræve enighed blandt udvalgets medlemmer. På samme måde antages det, at delegation af afgørelseskompetence fra kommunalbestyrelsen til administrationen alene kræver almindeligt flertal, mens delegation fra kommunalbestyrelsen til formanden for kommunalbestyrelsen kræver enighed.
I den konkrete sag havde en borgmester uden forudgående forelæggelse for økonomiudvalget truffet beslutning om at flytte 15 mill. kr. fra kommunens konto i en bank til kommunens konto i en anden bank. Borgmesteren havde i en udtalelse til tilsynsrådet bl.a. anført, at der i kommunen var en årelang tradition for, at flytning af likvide midler kunne ske administrativt, og at borgmesteren derfor som administrationens øverste daglige leder, jf. styrelseslovens § 31, stk. 2, kunne foretage flytningen uden at forelægge det for økonomiudvalget.
Herom udtalte Indenrigsministeriet, at det forhold, at økonomiudvalget havde delegeret sin kompetence til at foretage den daglige, løbende anbringelse af kommunens likvide midler til den kommunale administration, ikke efter ministeriets opfattelse indebar, at borgmesteren i sin egenskab af øverste daglige leder af administrationen havde kompetence til at træffe beslutning om anbringelse af midlerne.
Indenrigsministeriets brev af 7. august 1997 til et kommunalbestyrelsesmedlem
- 1. k.kt. j.nr. 1997/ 1071/167-1