96.8.7. Orientering om straffelovens regler om strafansvar for juridiske personer

28-06-1996

Justitsministeriet orienterede i et brev til samtlige ministerier om, at der ved lov nr. 474 af 12. juni 1996 om ændring af straffeloven var fastsat regler om strafansvar for juridiske personer.

Lovændringen indebar, at kollektivansvar efter omstændighederne kunne gøres gældende over for visse større enkeltmandsvirksomheder, hvis virksomheden kunne sidestilles med et selskab.

Det var ved lovens vedtagelse forudsat, at efterfølgende bestemmelser om hjemmel til strafansvar for juridiske personer affattedes på følgende måde, medmindre der tilsigtedes afvigelser fra den almindelige ordning:
“Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.”

Dengang allerede gældende bestemmelser om hjemmel til selskabsansvar forudsattes ændret i overensstemmelse hermed ved førstkommende lejlighed.

Derudover skulle der foretages en kritisk vurdering af, om dagældende bestemmelser om strafansvar for enkeltpersoner for lovovertrædelser, som ikke kunne bebrejdes de pågældende (objektivt individualansvar), kunne ophæves, eller om der på det pågældende lovområde forelå afgørende grunde til at opretholde en hjemmel til denne skærpede ansvarsform. Endelig forudsattes det, at der kun under ganske særlige omstændigheder burde indføres regler om objektivt individualansvar på nye lovområder.

Justitsministeriets Lovafdelings brev af 28. juni 1996 til samtlige ministerier, Justitsministeriets j. nr. 1996-730-0346