96.3.29. Om et fælleskommunalt trafikselskabs forpligtelse til at imødekomme en anmodning fra en kommune under en konflikt om normalisering af busdriften

25-06-1996

Et kommunalbestyrelsesmedlem i en kommune uden for hovedstaden havde anmodet indenrigsministeren om at gribe ind på grund af, at det fælleskommunale trafikselskab under en bybuskonflikt ikke imødekom en anmodning fra kommunens økonomiudvalg om inden for otte dage at etablere normal busdrift. Buskørslen i kommunen blev varetaget af et privat busselskab efter aftale med det fælleskommunale trafikselskab.

Indenrigsministeriet udtalte, at det fælleskommunale trafikselskab ikke havde handlet i strid med lov om den kollektive regionale og lokale personbefordring uden for hovedstadsområdet ved at afvente den normalisering af busdriften, som kunne forventes i løbet af den kommende måned, at trafikselskabet ikke havde handlet i strid med samme lov ved ikke at have imødekommet anmodningen fra økonomiudvalget i Esbjerg Kommune om at drage omsorg for en normalisering af busdriften i kommunen inden for 8 dage, og at trafikselskabet ikke efter kommunalretlige grundsætninger havde været forpligtet til at ophæve aftalen med et privat busselskab om buskørsel i kommunen.

Indenrigsministeriets brev af 25. juni 1996 til et kommunalbestyrelsesmedlem
- 2. k., j. nr. 1995/1126/561-3