96.3.2. Om en kommunes adgang til at opføre en museumsbygning med henblik på at overdrage eller stille bygningen til rådighed for en museumsfond, samt om betydningen af kommunens adgang til at få refunderet moms af den kommunale og amtskommunale momsudligningsordning

29-02-1996
3. De kommunale opgaver (kommunalfuldmagten) Kommunalfuldmagten - museumsbygning

Generelt udtalt, at kommuner efter de almindelige kommunalretlige retsgrundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse som udgangspunkt ikke uden lovhjemmel kan drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed.

Det er derfor som udgangspunkt ikke en kommunal opgave uden lovhjemmel at opføre en bygning med henblik på at stille den til rådighed for eller overdrage den til andre.

Det er dog fast antaget, at kommuner som en modifikation til ovennævnte udgangspunkt lovligt kan producere varer og tjenesteydelser m.v., herunder opføre bygninger, med henblik på enten at forsyne sig selv eller at anvende disse som støtte til privates varetagelse af kommunale opgaver.

Udtalt, at museumsloven (lovbekendtgørelse nr. 584 af 31. august 1989) klart forudsætter, at kommuner kan varetage museumsopgaver, og at en kommunes varetagelse af museumsopgaver skal ske i overensstemmelse med almindelige kommunalretlige retsgrundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse.

Endvidere udtalt, at en kommune kan opføre en bygning, når kommunens formål hermed er at varetage en museumsopgave for kommunens borgere. Kommunen kan også opføre en sådan bygning med henblik på at overdrage bygningen til eller stille den til rådighed for en fond, der har til formål at anvende bygningen til museumsformål.

Det forhold, at en kommunes momsudgifter ved opførelsen af en bygning refunderes af den kommunale og amtskommunale momsudligningsordning, indebærer ikke i sig selv, at kommunen ikke lovligt kan opføre en sådan bygning, når kommunens formål hermed er at varetage en kommunal opgave.

Det er ikke en kommunal opgave at sikre, at et museumsbyggeri gennemføres med momsrefusion efter den kommunale og amtskommunale momsudligningsordning. En kommune vil derfor ikke lovligt kunne påtage sig at opføre en museumsbygning, hvis formålet hermed udelukkende eller helt overvejende er at sikre, at momsudgifterne ved byggeriet refunderes fra momsudligningsordningen. Kommunens interesse i at få indflydelse på tilrettelæggelsen af byggeriet vil imidlertid kunne begrunde, at kommunen påtager sig at opføre bygningen.

Indenrigsministeriets brev af 29. februar 1996 til et tilsynsråd
- 2. k.kt. j.nr. 1994/1130/265-1