96.2.1. Om inhabilitet for kommunalbestyrelsesmedlemmer, der som ansatte i kommunen har deltaget i en formaliseret ledergruppes udarbejdelse af indstilling til kommunalbestyrelsen

05-01-1996

Udtalt, at et kommunalbestyrelsesmedlem, der som medlem af kommunens ledergruppe deltager i udarbejdelse af en indstilling til kommunalbestyrelsen, vil være inhabilt ved kommunalbestyrelsens behandling af den pågældende sag i medfør af forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5.

I det foreliggende tilfælde var kommunalbestyrelsesmedlemmet ansat som skatteinspektør i kommunen. Ved en særlig forretningsorden for ledergruppen i kommunen var der etableret et formaliseret samarbejde mellem de seks ledelsesrepræsentanter, herunder skatteinspektøren, og borgmesteren, økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen. Ledergruppen blev af kommunalbestyrelsen pålagt at udarbejde forskellige modeller for en organisationsplan for ældreområdet. Ledergruppen udarbejdede tre løsningsforslag, der af ledergruppen blev forelagt for kommunens socialudvalg, økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen. Ingen af forslagene berørte skatteforvaltningen. Kommunalbestyrelsen besluttede, at ledergruppen skulle arbejde videre med detaljerne i et af forslagene, og at der skulle indhentes forskellige udtalelser. Sagen blev herefter behandlet på et kommunalbestyrelsesmøde med henblik på en formel beslutning om valg af løsningsmodel.

Indenrigsministeriet fandt, at den i kommunen etablerede struktur indebar, at et kommunalbestyrelsesmedlem, der samtidig er medlem af ledergruppen, i de tilfælde, hvor ledergruppen afgiver indstilling til kommunalbestyrelsen, bliver bragt i den situation, at den pågældende er med til at afgive indstilling til sig selv.

Såfremt den pågældende senere deltager i kommunalbestyrelsens behandling af sagen, vil der efter Indenrigsministeriets opfattelse være grund til at antage, at han vil være påvirket af den holdning, han har indtaget i ledergruppen, og dermed ikke være uhildet i sin stillingtagen som kommunalbestyrelsesmedlem. Der vil dermed foreligge omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om den pågældendes upartiskhed, og den pågældende vil dermed være inhabil efter forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 5.

I den konkrete sag fandt Indenrigsministeriet derfor, at kommunalbestyrelsesmedlemmet måtte antages at have været inhabilt, og følgelig ikke burde have medvirket ved sagens behandling i kommunalbestyrelsen.

Indenrigsministeriets brev af 5. januar 1996 til en kommunalbestyrelse
- 4. k.kt. j.nr. 1995/122/767-2