96.1.1. Om indstillinger fra et havneudvalg for en kommunalt styret trafikhavn vedrørende budget-, regnskabs- og bevillingssager skal forelægges økonomiudvalget

02-01-1996
1. Kommunalbestyrelsen og dens udvalg Budget m.v. - trafikhavn Havne - budget Kommunalbestyrelsen - havnebestyrelse

Efter bestemmelserne i § 8, stk. 1, i lov nr. 316 af 16. maj 1990 om trafikhavne m.v. styres de kommunalt styrede trafikhavne af kommunalbestyrelsen. Den umiddelbare forvaltning varetages af havneudvalget, jf. § 19, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse.

Efter § 9, stk. 1, i trafikhavneloven er en kommunalt styret trafikhavn en selvstændig virksomhed, hvis midler skal være regnskabsmæssigt adskilt fra kommunens.

Efter § 19, stk. 2, 1. pkt., i den kommunale styrelseslov skal der i kommuner, hvor kommunalbestyrelsen er havnebestyrelse, nedsættes et havneudvalg til varetagelse af den umiddelbare forvaltning af havnens anliggender.

Udtalt, at det følger af disse bestemmelser, at havneudvalget varetager den umiddelbare forvaltning af alle havnens anliggender, herunder funktionen som kasse- og regnskabsudvalg, og at havneudvalget foretager indstillinger direkte til kommunalbestyrelsen uden forelæggelse for økonomiudvalget.

Det bemærkes herved, at den kompetence, der er tillagt økonomiudvalget efter styrelseslovens § 18, stk. 2 og 3, vedrører kommunens forhold og ikke den selvstændige havnevirksomhed, hvis organisatoriske forhold er reguleret i loven om trafikhavne (og styrelseslovens § 19, stk. 2).

Havnens anliggender styres således udelukkende af havneudvalget og kommunalbestyrelsen (havnebestyrelsen).

Indenrigsministeriets brev af 2. januar 1996 til et byråd
- 1. k.kt. j.nr. 1995/1072/707-2