95.8.7. Om udtræden af udvalg m.v. i forbindelser med fortabelse af valgbarhed

19-12-1995
8. Andre udtalelser og afgørelser Kommunalbestyrelsen - udtræden Udvalg - udtræden Udvalg - valgbarhed

Udtalt, at et kommunalbestyrelsesmedlem, der i funktionsperioden mister sin valgbarhed og udtræder af kommunalbestyrelsen, ophører med at repræsentere kommunen i de hverv, som medlemmet i kraft af sit medlemskab af kommunalbestyrelsen er blevet udpeget til at varetage.

Et medlem, der mister sin valgbarhed, skal derfor udtræde af de udvalg, kommissioner, bestyrelser og lignende, hvori den pågældende er indvalgt af kommunalbestyrelsen, såfremt det følger af lovgivningen eller vedtægter m.v., at varetagelsen af hvervet er betinget af medlemskab af kommunalbestyrelsen. Det samme gælder i tilfælde, hvor det må antages, at det har været en forudsætning for kommunalbestyrelsens udpegning af den pågældende til hvervet, at vedkommende var medlem af kommunalbestyrelsen.

Årsagen til medlemmets fortabelse af valgbarhed kan tillige have betydning ved afgørelsen af, om den pågældende fortsat kan varetage et hverv, hvortil den pågældende er udpeget af kommunalbestyrelsen, idet der i lovgivningen m.v. eller i forbindelse med kommunalbestyrelsens udpegning til hvervet kan være fastsat eller forudsat særlige bopæls- eller vandelskrav.

Indenrigsministeriets brev af 19. december 1995 til et tilsynsråd
- 1. k.kt. j.nr. 1995/1073/800-1