95.3.2. Vedrørende kommunalt tilskud til en privat socialrådgiverfunktion

06-04-1995
3. De kommunale opgaver (kommunalfuldmagten) Kommunalfuldmagten - foreninger støtte til Kommunalfuldmagten - holdningsprægede aktiviteter Kommunalfuldmagten - socialrådgiverfunktion

Udtalt, at Indenrigsministeriet ikke generelt kan udtale sig om, hvilke nærmere vilkår om tilsyn og kontrol, der bør knyttes til en kommunalbestyrelses tilsagn om støtte til private organisationer m.v. Vilkårene må udformes efter en konkret vurdering af behovet for tilsyn.

I den konkrete sag fandt Indenrigsministeriet, at kommunen i tilstrækkelig grad havde sikret sig, at de udbetalte tilskud alene var blevet anvendt til den private organisations socialrådgiverfunktion, idet ministeriet forudsatte, at kommunen havde ført den fornødne kontrol med de regnskabsmæssige oplysninger, der var blevet afgivet vedrørende udgifterne til socialrådgiverfunktionen.

Endvidere udtalt, at det havde været en forudsætning for lovligheden af det kommunale tilskud til den private organisations socialrådgiverfunktion, at rådgivningen havde været åben for alle borgere i kommunen uanset medlemskab af organisationen, og at det afgørende i den forbindelse ikke var, om nogle borgere havde afholdt sig fra at benytte socialrådgiverfunktionen p.g.a. organisationens særlige holdningsprægede baggrund, men at de, der havde ønsket at benytte rådgivningstilbuddet, havde haft adgang hertil.

I den konkrete sag fandt Indenrigsministeriet, at socialrådgiverfunktionen havde været åben for alle kommunens borgere, hvilket var blevet markeret ved en løbende annoncering om rådgivningstilbuddet i den lokale presse.

Endvidere udtalt, at hensynet til kommunalbestyrelsens neutralitet i forhold til holdningsprægede aktiviteter indebærer, at ydelse af støtte til en kommunal opgave i en holdningspræget organisation som udgangspunkt medfører en forpligtelse til at yde en tilsvarende støtte til andre holdningsprægede organisationer, der varetager den samme opgave. Udgangspunktet kan imidlertid fraviges i tilfælde, hvor der foreligger et sagligt grundlag for ikke at ligestille de holdningsprægede organisationer.

I den konkrete sag fandt Indenrigsministeriet, at kommunen havde haft et sådant sagligt grundlag for at meddele afslag på en ansøgning fra en vælgerforening om tilskud til en socialrådgiverfunktion i vælgerforeningens regi, idet ministeriet herved lagde vægt på, at en socialrådgivning ikke kan anses at have en naturlig tilknytning til den virksomhed, der normalt udøves af en vælgerforening.


Indenrigsministeriets brev af 6. april 1995 til en borger
- 2. k.kt. j.nr.1992/1127/250-1