94.2a.3. Om en statsamtmand var inhabil som formand for tilsynsrådet i en sag, hvor statsamtet som klageinstans havde tilsidesat en kommunal byggelovsafgørelse

28-01-1994

Et statsamt havde anmodet Justitsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt statsamtmanden var inhabil som formand for tilsynsrådet ved behandlingen af en sag, hvor statsamtet som klageinstans inden for byggelovgivningen havde truffet en afgørelse om at tilsidesætte en kommunal byggelovsafgørelse, men hvor den pågældende kommune havde nægtet at rette sig efter statsamtets afgørelse.

Justitsministeriet tilkendegav, at det var Justitsministeriets opfattelse, at statsamtmanden som formand for tilsynsrådet ikke kunne antages at være inhabil ved tilsynsrådets behandling af en sag, der angik en kommunes manglende efterlevelse af en afgørelse, som statsamtet havde truffet som klageinstans efter byggelovgivningen.

Justitsministeriet foretog denne inhabilitetsvurdering i medfør af forvaltningslovens § 3, stk. 1, nr. 4 og 5.

Justitsministeriet, Lovafdelingens brev af 28. januar 1994 til et statsamt,
- j.nr. Lovafd. 1993-542-6