93.8.5. Vedrørende anvendelse af tvangsbøder

04-08-1993
8. Andre udtalelser og afgørelser Tvangsbøder

Udtalt, at det er en betingelse for, at tilsynsmyndighederne kan anvende sanktioner at der foreligger den fornødne klarhed vedrørende ulovligheden, dvs. at der ikke må være rimelig tvivl om, at lovgivningen er tilsidesat.

Det vil sædvanligvis være afgørende for tilsynsmyndighedernes vurdering af lovligheden, at der foreligger en udtalelse fra vedkommende ressortmyndighed. Ressortmyndigheden vil blive anmodet om at udtale sig om, dels hvorvidt der foreligger en klar ulovlighed, dels hvorvidt myndigheden i det konkrete tilfælde finder anvendelse af sanktioner påkrævet. Hvis der foreligger en utvetydig udtalelse fra ressortmyndigheden, vil den i almindelighed blive lagt til grund og forpligte tilsynsmyndighederne til at gribe ind i overensstemmelse hermed.

Endvidere udtalt på baggrund af to udtalelser fra ressortmyndigheden, at en kommunes praksis med afvisning af boligsøgende med flygtningestatus til almennyttigt boligbyggeri, var klart ulovligt. Henset til, at kommunalbestyrelsen efter at være blevet gjort bekendt hermed havde fastholdt denne praksis, fandt Indenrigsministeriet det påkrævet at gennemtvinge, at denne praksis bragtes til ophør. Betingelserne for at anvende tvangsbøder over for de medlemmer af kommunalbestyrelsen, som var ansvarlige for undladelsen af at lovliggøre praksis, var derfor efter Indenrigsministeriets opfattelse opfyldte. Det forhold, at kommunalbestyrelsen måtte anlægge retssag mod ressortmyndigheden, fandtes ikke i den konkrete sag at kunne tillægges betydning.

Endelig udtalt, at Indenrigsministeriet var af den opfattelse, at tilsynsrådet i den konkrete sag var forpligtet til at træffe beslutning om anvendelse af tvangsbøder, og at det ville være klart ulovligt, såfremt tilsynsrådet undlod at opfylde denne forpligtelse. Ministeriet gav i denne forbindelse udtryk for, at såfremt tilsynsrådet skulle træffe beslutning om ikke at anvende tvangsbøder, var ministeriet indstillet på at gennemtvinge en ændret beslutning ved anvendelse af tvangsbøder over for tilsynsrådets medlemmer.

Indenrigsministeriets brev af 4. august 1993 til et tilsynsråd
- 4. k.kt. J.nr. 1993/122/150-2