93.8.12. Spørgsmål om, hvorvidt en kommunes fastsættelse af reduceret kloakbidrag for erhvervsvirksomheder med stort vandforbrug i betalingsvedtægten var lovligt

06-12-1993
8. Andre udtalelser og afgørelser Kommunalfuldmagten - takstfastsættelse Lighedsgrundsætning - takstfastsættelse Takstfastsættelse

Udtalt, at det efter Indenrigsministeriets opfattelse måtte give anledning til tvivl, i hvilket omfang kommuner lovligt i betalingsvedtægter udfærdiget med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 27 kunne graduere taksterne under hensyn til de enkelte ejendommes vandforbrug. Det måtte under alle omstændigheder kræves, at der forelå en saglig begrundelse for de differentierede takster, og det måtte - i sammenhæng hermed - kræves, at den differentierede takstfastsættelse ikke medførte, at bestemte grupper af ejendomme kom til at bære en uforholdsmæssig stor eller lille andel af de samlede udgifter.

Indenrigsministeriet gav endvidere på baggrund af Miljøministeriets udtalelser i sagen udtryk for den opfattelse, at kommunens fastsættelse af kloakbidrag i den tidligere gældende betalingsvedtægt medførte en væsentlig begunstigelse af erhvervsejendomme med stort vandforbrug, uden at dette havde tilstrækkelig saglig begrundelse. Den pågældende bestemmelse havde derfor efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke været lovlig.

Da de kommunale tilsynsmyndigheder ikke har kompetence til at ændre de af kommunalbestyrelsen fastsatte takster, da det fremgår af den nugældende lov om betalingsvedtægter, at det ikke er lovligt at yde mængderabat ved højt vandforbrug, samt under hensyn til den usikkerhed, der forelå med hensyn til fastlæggelsen af, i hvilket omfang der lovligt havde kunnet foretages differentiering af kloakbidrag, foretog Indenrigsministeriet ikke videre i sagen.

Indenrigsministeriets brev af 6. december 1993 til et byråd
- 4. k.kt. j.nr. 1992/122/787-1