Et kommunalbestyrelsesmedlem havde henvendt sig til Indenrigsministeriet, idet vedkommende var af den opfattelse, at kommunalbestyrelsens behandling af en sag om nedlæggelse af en kommunal skole var i strid med lovgivningen. Medlemmet havde i den forbindelse blandt andet forespurgt, om det var berettiget, at et andet medlem, der erklærede sig inhabilt på et møde den 24. september 1990, havde indkaldt stedfortræder nr. 7 på den pågældendes kandidatliste, og om det var berettiget, at en partigruppe undlod at deltage i afstemningen på et møde den 13. november 1990.
1) Den stedfortræder, der indkaldes i tilfælde af et medlems inhabilitet, er den, der ifølge valgopgørelsen står øverst på stedfortræderlisten for den pågældende kandidatliste. Det er i loven forudsat, at såfremt den stedfortræder, der indkaldes, har lovligt forfald, kan næste stedfortræder indkaldes. Kommunalbestyrelsen må træffe afgørelse om, hvorvidt den stedfortræder der indkaldes er rette stedfortræder og valgbar, jf. § 15, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse.
Efter ministeriets opfattelse havde den pågældende kommunalbestyrelse på mødet den 24. september 1990 handlet i strid med lovgivningen ved ikke at tage stilling til spørgsmålet om, hvem der var rette stedfortræder for det medlem af den pågældende partigruppe, der blev anset for inhabilt, herunder at foretage en vurdering af, hvorvidt der forelå en lovlig forfaldsgrund for så vidt angår de 6 foranstående stedfortrædere på stedfortræderlisten.
Indenrigsministeriet fandt det endvidere ikke godtgjort, at stedfortræder nr. 7, der indtrådte ved behandlingen at den pågældende del at sagen, var rette stedfortræder. Det bemærkes herved, at det forhold, at det ikke er muligt at opnå kontakt med en stedfortræder, ikke i sig selv er tilstrækkeligt som grundlag for at fastslå, at den pågældende har lovligt forfald.
På grundlag af de i sagen foreliggende oplysninger måtte Indenrigsministeriet anse det for tvivlsomt, om stedfortræder nr. 4 havde lovligt forfald. Endvidere er der for så vidt angår stedfortræder nr. 5 ikke oplyst nogen forfaldsgrund, idet det alene var oplyst, at den pågældende ikke kunne træffes på arbejde eller i hjemmet.
På denne baggrund fandt Indenrigsministeriet, at det ikke havde været retmæssigt, at stedfortræder nr. 7 på stedfortræderlisten deltog i behandlingen af den pågældende del af sagen.
Under hensyn til, at kommunalbestyrelsen på mødet den 16. april 1991 besluttede ikke at nedlægge den pågældende kommunale skole, fandt Indenrigsministeriet imidlertid ikke grundlag for at anmode tilsynsrådet om at foretage videre i sagen.
2) For så vidt angår Deres spørgsmål om, hvorvidt det var berettiget, at tre partigrupper i protest mod beslutningsprocessen undlod at deltage i en afstemning på kommunalbestyrelsesmødet den 13. november 1990 vedrørende godkendelse af høringsmateriale i forbindelse med forslaget om skolenedlæggelsen, bemærkes, at Indenrigsministeriet efter det i sagen oplyste må lægge til grund, at grupperne var til stede ved afstemningen. På denne baggrund må gruppernes tilkendegivelse om, at de ikke ville deltage i afstemningen, sidestilles med, at de undlod at stemme, dvs, at de stemte “stemmer ikke”.
Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det ikke udtrykkeligt i lovgivningen er fastslået, at der gælder en pligt for kommunalbestyrelsesmedlemmer til at deltage i afstemninger. Det antages imidlertid at være en følge af det pligtmæssige medlemskab af kommunalbestyrelsen, at medlemmerne er forpligtet til at indtage standpunkt til de anliggender, der kommer til behandling og afstemning. Medlemmerne kan frigøre sig for et ansvar for en beslutning ved at stemme imod beslutningen, og de kan få deres afvigende mening tilført beslutningsprotokollen.
Indenrigsministeriets skrivelse af 30. juli 1993 til et kommunalbestyrelsesmedlem
- 4.k.kt., j.nr. 1992/122/155-3