1. Indenrigsministeriet havde med henblik på en vurdering af lovligheden af Københavns Kommunes fremgangsmåde i forbindelse med det offentlige udbud af Tivoligrunden anmodet Københavns Borgerrepræsentation om en udtalelse vedrørende en
række spørgsmål om den anvendte fremgangsmåde.
Københavns Borgerrepræsentation havde herefter besvaret Indenrigsministeriets høringsskrivelse.
2. I den anledning udtalte Indenrigsministeriet bl.a., at der efter bestemmelserne i den
københavnske styrelseslovs § 51 a, der svarer til den nu gældende § 68 a i lov om
kommunernes styrelse, og efter bestemmelserne i Indenrigsministeriets dagældende
bekendtgørelse nr. 472 af 20. juni 1991 om offentligt udbud ved salg af kommunens
faste ejendomme ved annoncering skulle ske et offentligt udbud af den kommunale
ejendom, der var til salg. Det havde derfor ikke været i overensstemmelse hermed, når
det i Københavns Kommunes annonce havde været angivet, at det til opfyldelse af de
nævnte bestemmelser annonceredes, at borgerrepræsentationen ville få forelagt et
forslag om ophævelse af den med A/S Kjøbenhavns Sommer-Tivoli indgåede lejekontrakt om grunden i forbindelse med salg af grunden til selskabet.
Indenrigsministeriet fandt i øvrigt ikke, at det af kommunens annonce klart fremgik,
at der var tale om et offentligt udbud af en kommunal ejendom til salg. I annoncen var
dog angivet oplysninger om grundens beliggenhed, størrelse og grundværdi samt oplysning om, hvortil der kunne rettes henvendelse om nærmere oplysninger om salgsvilkår mv. Endvidere var det angivet, at kommunen skulle modtage tilbud senest 14
dage efter annoncens indrykning.
På denne baggrund fandt Indenrigsministeriet, at reglerne i Indenrigsministeriets
bekendtgørelse om, hvilke oplysninger der skulle angives ved offentligt udbud af
kommunalt ejendomssalg, var opfyldt i forbindelse med Københavns Kommunes annoncering af salg af Tivoli-grunden.
Da Indenrigsministeriets bekendtgørelse om offentligt udbud ikke indeholdt regler om
salgsannoncernes placering og udformning, fandt Indenrigsministeriet, uanset at formålet med kravet om offentligt udbud var at sikre offentlighedens kendskab til kommunale ejendomssalg, ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at kommunen havde
handlet i strid med lovgivningen i forbindelse med annonceringen af salget af Tivoli-grunden.
3. Efter § 5 i Indenrigsministeriets bekendtgørelse om offentligt udbud skulle der forløbe 14 dage efter den første salgsannonce, før salg kunne ske. Efter det oplyste var
annoncerne indrykket i pressen den 12. december 1991. Da salg skulle ske til markedsprisen, kunne en kommune imidlertid ikke, uanset om der i annoncen var angivet en
frist for afgivelse af tilbud, afvise tilbud alene under henvisning til, at tilbuddet var
fremkommet efter fristens udløb.
Det fremgik af sagen, at kommunen modtog et tilbud af 13. februar 1992 fra en direktør om køb af grunden. Denne henvendelse blev af Københavns Kommune den 14.
februar 1992 besvaret med henvisning til, at Borgerrepræsentationen den 6. februar
1992 efter annoncering af salget havde tiltrådt salget af grunden til Tivoli.
Da tilbuddet fra den pågældende direktør først fremkom efter, at Borgerrepræsentationen havde truffet beslutning om salg af grunden på nærmere angivne vilkår til Tivoli,
og efter at direktøren for Tivoli var blevet underrettet som Borgerrepræsentationens
beslutning, havde Indenrigsministeriet ikke bemærkninger til, at kommunen ikke
havde taget tilbuddet fra den pågældende direktør i betragtning.
4. Vedrørende spørgsmålet om prisfastsættelse bemærkedes, at salget af en kommunal
ejendom skulle ske til markedsprisen, dvs. den højeste pris, der kan opnås i handel og
vandel. Som angivet i Indenrigsministeriets vejledning nr. 99 af 20. juni 1991 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme påhvilede der kommunen en
forpligtelse til at udfolde sædvanlige og rimelige bestræbelser på at konstatere markedsprisen, f.eks. ved konsultation af ejendomsmægler, undersøgelser af prisniveau
for sammenlignelige ejendomme eller på anden måde. Ved prisfastsættelsen kunne
der således ikke alene lægges vægt på den offentlige vurdering af ejendommen.
Når en kommunal ejendom havde været udbudt til salg i dagspressen, ville en kommune som udgangspunkt kunne lægge til grund, at det højeste tilbud, der herved
fremkom, var udtryk for ejendommens markedspris. Dette forudsatte dog, at der havde været foretaget et offentligt udbud, der havde været egnet til at sikre, at alle interesserede havde haft mulighed for at afgive tilbud.
Ved Københavns Kommunes annoncering af Tivoli-grunden fremgik det ikke klart af
kommunens annonce, at der var tale om et offentligt udbud af kommunal ejendom til
salg. Endvidere var nogle af annoncerne indrykket under rubrikker, der ikke sædvanligvis benyttedes til annoncering af ejendomssalg.
Det bemærkedes yderligere, at der var tale om salg af et stort og centralt beliggende
areal af en højt særegen karakter og en meget betydelig værdi. Endvidere havde Tivoli
efter den gældende lejekontrakt med kommunen en ret til at råde over arealet indtil
2020. Markedsprisen på et sådant areal er efter ministeriets opfattelse overordentlig
vanskelig at fastlægge, og netop derfor var det vigtigt, at der skete et offentligt udbud,
der reelt var egnet til at sikre, at interesserede fik mulighed for at gøre sig bekendt
med, at arealet var udbudt til salg.
Indenrigsministeriet fandt ikke, at der ved det offentlige udbud, som Københavns
Kommune foretog, var tilvejebragt fornødent grundlag for at antage, at det tilbud, der
inden udbuddet var fremkommet fra Tivoli, og som var det eneste tilbud, der fremkom
inden salget, var udtryk for Tivoli-grundens markedspris.
Ved Borgerrepræsentationens beslutning om salget til Tivoli var der således alene
fremkommet tilbuddet fra Tivoli, som havde været forhandlet mellem magistraten og
Tivoli. Det bemærkedes herved, at der efter det oplyste ved forhandlingerne var opnået
enighed om et samlet vederlag til Københavns Kommune på 240 mio. kr., og at der
først senere på grundlag af bl.a. en erklæring fra Tivolis revisorer blev fastlagt en forhandling af det samlede beløb på henholdsvis grunden og afløsning af kontrakten med
Tivoli. Denne værdiansættelse af grunden til 134 mio. kr. havde magistraten efter det
oplyste tilsluttet sig under hensyn til, at beløbet svarede til lejebasissummen og i øvrigt
lå ca. 40 % over den seneste offentlige vurdering.
På denne baggrund fandt Indenrigsministeriet ikke, at kommunen havde udfoldet
sædvanlige og rimelige bestræbelser på at konstatere grundens markedspris. Der forelå efter ministeriets opfattelse ikke oplysninger, der kunne godtgøre eller sandsynliggøre, at kommunen havde sikret sig, at salget af Tivoli-grunden skete til markedsprisen.
Indenrigsministeriet fandt dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at der forelå
en sådan uforsvarlig adfærd i forbindelse med salget af Tivoli-grunden, at der ville
være grundlag for at gøre et erstatningsansvar gældende i sagen over for Borgerrepræsentationens eller magistratens medlemmer.
Indenrigsministeriets brev af 20. maj 1992 til Københavns Borgerrepræsentation
- 1.k., j.nr. 1992/1070/101-1