92.8.1. Omfanget af det almindelige kommunale tilsyn

05-02-1992
8. Andre udtalelser og afgørelser Tilsynsmyndigheden - erstatningskrav mod kommunen Tilsynsmyndigheden - legalitetstilsyn

Udtalt, at Indenrigsministeriet er enigt med Undervisningsministeriet i, at en kommune handlede i strid med lighedsgrundsætningen ved at tildele de kommunale skoler - og ikke de private skoler - gratis skolemælk i perioden 1984 - 90. Endvidere udtalt, at kommunen burde have ændret sin praksis med hensyn til tildeling af skolemælk, efter at man var blevet bekendt med, at kommunen handlede i strid med lovgivningen.

Herudover meddelt, at den kommunale tilsynsmyndighed kan tage stilling til, om en kommunalbestyrelse har handlet i strid med lovgivningen ved at undlade at levere eller udbetale en ydelse, som påhviler kommunen i henhold til offentligretlig lovgivning, herunder offentligretlige retsgrundsætninger. Hvis de omhandlede ydelser klart er fastlagt i eller i henhold til lovgivningen, vil tilsynsmyndigheden endvidere kunne pålægge kommunalbestyrelsen at levere eller udbetale ydelserne. Derimod falder det uden for den kommunale tilsynsmyndigheds kompetence at tage stilling til erstatningskrav som følge af, at en kommune i strid med "Lovgivningen ikke har leveret eller udbetalt en ydelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt en privat skole kan rejse krav om erstatning over for en kommune for manglende tildeling af gratis skolemælk, er et spørgsmål, hvis afgørelse henhører under domstolene.

Indenrigsministeriets skrivelse af 5. februar 1992 til en privat skole
- 2. k.kt. j.nr. 1991/1127/0100-4