92.3.4. Om et kommunalt brandvæsens reparationsvirksomhed m.v. for andre offentlige myndigheder og private

17-11-1992
3. De kommunale opgaver (kommunalfuldmagten) Kommunalfuldmagten - brandvæsen Kommunalfuldmagten - salg Kommunalfuldmagten - ydelse til anden kommune

Udtalt generelt, at der hverken i brandloven eller anden lovgivning er hjemmel til, at kommuner sælger radioprodukter til eller udfører reparationsarbejde for andre offentlige myndigheder eller private virksomheder m.v.

Endvidere udtalt, at en kommune i et vist begrænset omfang kan udnytte en kommunal overkapacitet og således varetage opgaver, der ikke normalt er kommunale. Det er dog bl.a. en betingelse, at den pågældende kommunale aktivitet ikke er dimensioneret med det formål at opnå mulighed for at varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale, samt at overkapaciteten af hensyn til varetagelsen af den kommunale opgave ikke kan afskaffes. Ved afgørelsen af hvorvidt en kommune kan sælge overkapacitet, må det endvidere indgå som et element i afvejningen, om opgaven i øvrigt varetages på rimelig måde af private erhvervsdrivende.

Herudover vil kommuner i meget begrænset omfang kunne påtage sig accessoriske opgaver, d.v.s. i princippet ikke-kommunal virksomhed, der knytter sig naturligt til en i øvrigt kommunal opgave på en sådan måde, at det ville forekomme urimeligt ikke at give kommunen adgang til at udføre opgaven. Betingelsen herfor er bl.a., at den accessoriske virksomhed i sit omfang skal være underordnet i forhold til hovedvirksomheden. Ved afvejningen af, hvorvidt en sådan ikke-kommunal virksomhed kan udføres, skal der tillige tages hensyn til, om opgaven i forvejen varetages på rimelig måde af private erhvervsdrivende.

I den konkrete sag udtalte Indenrigsministeriet, at et kommunalt brandvæsen - som forestod driften af en for flere kommuner fælles alarmeringscentral - som accessorisk virksomhed kunne indkøbe materiel til og udføre reparationsvirksomhed på lokale alarmeringscentraler i de kommuner, som var tilsluttet den fælles alarmeringscentral.

Videre udtalt, at indkøbs- og reparationsvirksomhed i forbindelse med mobilt radioudstyr i de kommuner, som var tilsluttet den fælles alarmeringscentral, og over for private virksomheder ikke kunne anses som accessorisk virksomhed i forhold til virksomheden på den fælles alarmeringscentral. Den omhandlede indkøbs- og reparationsvirksomhed kunne heller ikke anses som lovlig ud fra et overkapacitetssynspunkt.

Indenrigsministeriets skrivelse af 17. november 1992 til en borger
- 2. k.kt. j.nr. 1992/1124/101-1