91.3.1. Lighedsgrundsætningen ved valgudsendelser i kommunalt TV

16-07-1991
3. De kommunale opgaver (kommunalfuldmagten) Kommunalfuldmagten - partipolitisk formål Kommunalfuldmagten - valgudsendelse

Udtalt, at kommunal støtte til politiske partier som udgangspunkt kræver lovhjemmel.

Endvidere udtalt, at der i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed er hjemmel til, at en kommune kan tilbyde at producere og udsende præsentationsprogrammer for politiske partier ved kommunalvalg.

Efter Indenrigsministeriets opfattelse skal et sådant kommunalt tilbud administreres i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, herunder lighedsgrundsætningen. Det var endvidere ministeriets opfattelse, at præsentationsprogrammer i lokal-TV måtte antages at have væsentlig betydning for udfaldet af et kommunalbestyrelsesvalg.

På den baggrund fandt ministeriet at praktiske hensyn ikke kunne begrunde, at en kommune lovligt kunne fastsætte en bindende tidsfrist for deltagelse i præsentationsprogrammerne, der lå forud for tidspunktet for den senest rettidige indlevering af kandidatlister.

Endelig udtalt, at Indenrigsministeriet i relation til tilsynsrådene alene har kompetence til at påse, om tilsynsrådenes beslutninger eller undladelser er ulovlige. Det faldt således uden for Indenrigsministeriets kompetence at tage stilling til, om et tilsynsråd uden at handle ulovligt havde tilsidesat god forvaltningsskik. Indenrigsministeriet fandt det ikke ulovligt, at et tilsynsråd ikke havde iværksat en særlig hastebehandling af en klage, da det selv med en meget hurtig behandling af klagen ville være særdeles usikkert, om klageren efter tilsynsrådets behandling af sagen kunne nå at få produceret og udsendt et præsentationsprogram inden valget.

Indenrigsministeriets skrivelse af 16. juli 1990 til et parti
- 2. k.kt. j.nr. 1990/1138/0900-3