Indenrigsministeren redegjorde i sin besvarelse af spørgsmål nr. 1-12 fra Folketingets Kommunaludvalg til lovforslag nr. L 102 bag lov nr. 385 af 6. juni 1991 blandt andet for følgende forhold:

- Om, hvorfor ministeren ikke agtede at stille ændringsforslag om, at stedfortrædere generelt skulle indkaldes i tilfælde af et medlems forfald (spørgsmål 1)

- Om det var en betingelse, at der forelå en lægeerklæring ved et medlems sygdom (spørgsmål 2)

- Om beslutningsproceduren ved fastsættelse af vederlag efter de dagældende vederlagsregler (spørgsmål 3)

- Om, hvorvidt et kommunalbestyrelsesmedlem, der udpegedes som valgstyrer i forbindelse med folketingsvalg, var berettiget til diæter (spørgsmål 4)

- Om forslaget om, at indenrigsministeren kunne fastsætte regler om forrentning af mellemværender mellem kommuner og kommunale forsyningsvirksomheder (spørgsmål 5-6)

- Om forslagene om, at salg af kommunal ejendom som hovedregel skulle ske ved offentligt udbud, samt at indenrigsministeren kunne fastsætte regler om fremgangsmåden ved offentligt udbud samt regler om, at visse salg kunne ske uden offentligt udbud (spørgsmål 7-11)

Indenrigsministeren udtalte som besvarelse på spørgsmål nr. 2, at efter forslaget var det ikke en betingelse, at der forelå en lægeerklæring, og at et krav herom ville betyde, at det ved et medlems sygdom, der indtraf på mødedagen, ville være praktisk umuligt at få indkaldt stedfortræderen, idet der normalt ikke ville kunne forelægges kommunalbestyrelsen en lægeerklæring. Indenrigsministeren udtalte videre, at det i øvrigt efter forslaget var kommunalbestyrelsen, der som hidtil afgjorde, om betingelserne for indkaldelse af stedfortræder var til stede. Kommunalbestyrelsen måtte således tage stilling til, om medlemmet på grund af sygdom måtte antages at være forhindret i at deltage i mødet.

Indenrigsministerens besvarelse den 22. februar 1991 af spørgsmål nr. 1-12 fra Folketingets Kommunaludvalg til lovforslag L 102
- 1. k., j.nr. 1990/1000-17