90.8.6. Vedrørende oprettelse af en kommunal parkeringsfond og de deraf følgende konsekvenser for kommunens låneramme

07-06-1990

Udtalt, at en selvejende institution er et selvstændigt og uafhængigt retssubjekt, og at det vil være i strid med fondsretlige grundsætninger, hvis hele bestyrelsen eller dens flertal er underkastet instruktionsbeføjelse fra stifteren eller en anden. Ved at oprette en særlig parkeringsfond, der har til formål at anlægge og drive offentlige parkeringspladser gennem indbetalte midler i henhold til byggelovens § 22, stk., 5, samt midler fra udlejning af offentlige parkeringspladser, vil kommunalbestyrelsen således retligt - om end ikke faktisk, som følge af den kommunalbestyrelsesvalgte bestyrelse - afskære sig fra indflydelse på opgavevaretagelsen. En sådan fraskrivning vil forudsætte, at der i lovgivningen er en udtrykkelig hjemmel hertil.

Indenrigsministeriet fandt ikke, at det ville være lovligt at overlade denne forpligtelse til en selvejende institution, som ikke var undergivet instruktionsbeføjelse fra kommunalbestyrelsen, idet kommunalbestyrelsen herefter ikke ville kunne sikre opfyldelsen af forpligtelsen efter byggelovens § 22. stk. 5, til at fremskaffe det fornødne antal parkeringspladser. Efter ministeriets opfattelse ville det heller ikke være lovligt at varetage den pågældende opgave i anden privatretlig organisationsform.

Indenrigsministeriet fandt derimod, at oprettelsen af en kommunal parkeringsfond var foreneligt med det kommunale budget- og regnskabssystem i det omfang parkeringsfondens midler blot blev holdt adskilt fra kommunens midler i øvrigt. Kommunen var derfor henvist til i stedet at indrette en parkeringsfondsordning i overensstemmelse hermed, og dermed bortfaldt spørgsmålet om konsekvenser for kommunens låneramme, idet låntagning til dette formål i så fald altid skulle henregnes til kommunens låntagning.

Endvidere udtalt, at driftsudgifter og -indtægter vedrørende den kommunale parkeringsfond skal føres på konto 2.23 Andre driftsudgifter og -indtægter, og anlægsudgifter føres på konto 2.37 Andre anlægsarbejder.


Indenrigsministeriets skrivelse af 7. juni 1990 til et byråd
- 1. ø. kt. j.nr. 1989/1531-25