88.8.6. Kommunale fællesskabers (kommuners) deltagelse i aktieselskab, der skulle udføre jordrensningsvirksomhed

21-12-1988
8. Andre udtalelser og afgørelser Kommunalfuldmagten - jordrensningsvirksomhed Kommunalfuldmagten - selskab deltagelse i

Udtalt, at jordrensningsvirksomhed må anses for en kommunal opgave, idet opgaven ligger i naturlig forlængelse af de opgaver, som ifølge miljølovgivningen er henlagt til kommunerne. Herved henvist til en udtalelse fra Miljøstyrelsen om, at jordrensningsvirksomhed i tilknytning til afværgeforanstaltninger eller selvhjælpshandlinger, som kommunerne er forpligtede til at foretage i henhold til miljølovgivningen, er en kommunal opgave.

Endvidere udtalt, at efter den kommunale styrelseslovs § 2, stk. 1, skal en kommunes anliggender styres af kommunalbestyrelsen. En kommunalbestyrelse kan derfor normalt ikke udskille en kommunal opgave og dertil knyttede kommunale midler i et selvstændigt selskab og samtidig bevare rådigheden over opgavevaretagelsen, idet kommunalbestyrelsen herved ville bringe sin virksomhed uden for reglerne i styrelseslovgivningen og de øvrige regler, der gælder for kommunal forvaltning.

For visse opgavetyper foreligger der dog særlige hensyn, der kan begrunde en opgavevaretagelse i privatretlige organisationsformer. Dette er navnlig tilfældet, hvor den pågældende opgave har mindre sammenhæng med den øvrige kommunale virksomhed, eller hvor hensynet til en forretningsmæssig ledelse af opgaven er fremtrædende, f.eks. ved forarbejdning og afsætning af biprodukter fra en kommunal virksomhed og ved udførelse af kommunal forsyningsvirksomhed.

Jordrensningsvirksomhed har efter ministeriets opfattelse en nær sammenhæng med de kommunale opgaver på affaldsbortskaffelsesområdet, og de hensyn, der taler for, at driften af en forsyningsvirksomhed lovIigt kan udskilles i en privatretlig organisationsform, gør sig også gældende på dette område.

Indenrigsministeriet fandt herefter, at to kommunale fællesskaber lovligt ville kunne deltage i et aktieselskab, der skulle foretage rensning af forurenet jord, såfremt der ikke herved blev tilsigtet en økonomisk gevinst.

Indenrigsministeriets skrivelse af 21. december 1988 til et kommunalt fællesskab
- 1. k.kt. j.nr. 1988/1050-11