88.3.3. Ydelse af et rente- og afdragsfrit lån til et erhvervsråd til bl.a. opførelse af iværksætterhus. Kommunal repræsentation i bestyrelsen for et erhvervsråd

20-07-1988
3. De kommunale opgaver (kommunalfuldmagten) Kommunalfuldmagten - erhvervsfond, tilskud til Kommunalfuldmagten - lån

Udtalt, at en kommune ikke lovligt kan yde et rente- og afdragsfrit lån til et erhvervsråd, medmindre kommunen sikrer sig, at pengene anvendes til et lovligt kommunalt formål.

I den foreliggende sag blev et kommunalt rente- og afdragsfrit lån til et erhvervsråd af rådet indskudt i en erhvervsfond, der via et anpartsselskab skulle opføre og udleje erhvervsbygninger til bl.a. iværksættere. Ministeriet erklærede sig enigt med tilsynsrådet i, at da finansiering af de omhandlede iværksætterhuse ikke var lovlig i henhold til Industriministeriets lovgivning på området, og da denne lovgivning må anses for udtømmende, var ydelse af det omhandlede lån ikke en lovlig kommunal opgave.

Endvidere udtalt, at en kommunalbestyrelse ikke lovligt kan udpege medlemmer til bestyrelsen i et erhvervsråd, såfremt rådet varetager ikke-kommunale opgaver.

Indenrigsministeriets skrivelse af 20. juli 1988 til et byråd
– 2. k.kt. j.nr. 1988/1123/1612-1