88.1.3. Om et medlem kan kræve et punkt på dagsordenen opretholdt, uanset at forslagsstilleren ønsker, at punktet skal udgå

26-01-1988

Et medlem af Hovedstadsrådet havde forespurgt, hvorvidt et medlem kan kræve et punkt på dagsordenen opretholdt, uanset at forslagsstilleren ønsker, at punktet skal udgå.

Indenrigsministeriet udtalte:

Hvis et medlem af Hovedstadsrådet tilbagekalder et forslag, inden der er udsendt dagsordensudkast med det pågældende forslag, kan formanden for Hovedstadsrådet blot undlade at medtage forslaget på udkastet til dagsorden.

Hvis dagsordenudkastet allerede er udsendt, antages det, at forslaget må bibeholdes på dette, således at eventuelt sagsmateriale udsendes eller fremlægges på sædvanlig vis. Ved mødets begyndelse må formanden give besked om tilbagekaldelsen at forslaget og samtidig forespørge, om et andet medlem at rådet ønsker at optage forslaget, dvs. gøre det til sit. Er dette tilfældet, kan den oprindelige forslagsstiller eller et flertal i rådet ikke modsætte sig, at forslaget optages på den endelige dagsorden og undergives behandling.

Samme fremgangsmåde må i givet fald følges, hvis et forslag først trækkes tilbage, efter at forhandlingerne om det er påbegyndt.


Indenrigsministeriets skrivelse af 26. januar 1988 til et medlem af Hovedstadsrådet
- 1.k.kt., j.nr. 1073/1700-2/1987