87.2.2. Hjemmesygeplejerskes deltagelse i behandlingen af en sag om udvidelse af kommunens hjemmesygepleje

07-09-1987
2.a. Speciel inhabilitet Ansatte - inhabilitet, speciel Inhabilitet, speciel - ansatte

Udtalt, at et kommunalbestyrelsesmedlem, der er ansat som en af kommunens i alt ni hjemmesygeplejersker, ikke har været inhabil ved kommunalbestyrelsens behandling af et forslag om udvidelse af kommunes hjemmesygepleje.

En vedtagelse af det pågældende forslag ville indebære ansættelse af yderligere to sygeplejersker samt mindst to hjemmehjælpere. Kommunalbestyrelsesmedlemmets ansættelsesforhold og arbejdsforhold ville imidlertid ikke blive påvirket af en udvidelse af hjemmesygeplejen som foreslået, og hun kunne derfor ikke antages at have en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald. Der forelå heller ikke oplysninger om, at den pågældende som følge af andre forhold havde en særlig interesse i den konkrete sag.

I denne forbindelse henvist til, at det ikke i sig selv anses for tilstrækkeligt til at statuere inhabilitet, at en sag enten vedrører den forvaltningsgren eller institution, hvor den pågældende er ansat, eller at den pågældende må antages at have en almindelig faglig eller fagpolitisk interesse i sagen.

Indenrigsministeriets skrivelse af 9. september 1987 til et kommunalbestyrelsesmedlem
- 1. k.kt. j.nr. 1987/1074/1413-1