87.1.6. Delegation af administrationen af befordringsgodtgørelse efter sygesikringsloven til de lokale vognmænd

08-04-1987
1. Kommunalbestyrelsen og dens udvalg

Udtalt, at delegation til lokale vognmænd af socialudvalgets kompetence i henhold til sygesikringslovens § 17 og § 18 om befordringsgodtgørelse må anses for udelukket.

Det er almindeligt antaget, at delegation af kompetence til private af retssikkerhedsmæssige grunde som udgangspunkt kræver lovhjemmel. Dog antages det, at der under visse betingelser, navnlig vedrørende forsvarlighed og tilsyn, kan ske en overladelse til private af beføjelser, der er knyttet til driften af kommunale institutioner og anlæg, og som typisk vedrører økonomiske dispositioner.

Da sygesikringsloven ikke indeholder regler om delegation af socialudvalgets kompetence og da ydelse af befordringsgodtgørelse i henhold til sygesikringsloven forudsætter, at der træffes en afgørelse med retsvirkning for den enkelte borger, må delegation af socialudvalgets kompetence til private anses for udelukket.

Indenrigsministeriets skrivelse af 8. april 1987 til et tilsynsråd
- 1. k.kt. j.nr. 1986/1079/15-2