87.1.11. Bevillinger inden for det sociale udvalgs område - delegation

24-11-1987
1. Kommunalbestyrelsen og dens udvalg Kommunalbestyrelsen - delegation Udvalg - delegation

Udtalt, at kompetencen til at overflytte beløb alene kan delegeres fra byrådet til fx stående udvalg, forvaltning eller institution, såfremt overflytningen kan foretages inden for en given bevilling. Hvis byrådet i årsbudgettet har givet de enkelte bevillinger på aktivitetsniveau (gruppering), er det kun byrådet, der kan træffe beslutning om at overflytte beløb fra én gruppering til en anden, jf. styrelseslovens § 40, stk. 2, 1. punktum. Inden for socialområdet vil en bevilling kunne gives til "dagpleje og daginstitutioner for børn". Hvis bevillingen er givet til samtlige daginstitutioner under ét, kan kompetencen til at overflytte beløb fra én institution til en anden delegeres til fx socialudvalget.

Endvidere udtalt, at der foreligger særlige begrænsninger i byrådets mulighed for at gribe ind over for socialudvalget på områder, hvor socialudvalgets kompetence har særlig lovhjemmel. Sådanne områder er fx bistandshjælp, pensioner, arbejdsskadeforsikring og sygesikring. Derimod ligger kompetencen vedrørende opførelse og drift af sociale institutioner hos byrådet, således at det sociale udvalg i disse sager varetager den umiddelbare forvaltning på byrådets vegne på samme måde som de øvrige stående udvalg. På disse områder må det efter Indenrigsministeriets opfattelse altid i sidste instans være byrådet, der bestemmer, hvorvidt kompetencen skal delegeres og - i givet fald - på hvilket niveau i den kommunale organisation beslutningerne skal træffes, jf. herved bestemmelsen i styrelseslovens § 11, stk. 1, om, at udvalgene i enhver henseende er undergivet kommunalbestyrelsens beslutninger,

Indenrigsministeriets skrivelse af 24. november 1987 til et byråd
- 1. k.kt. j.nr. 1987/1072/0403-1