Et folketingsmedlem havde ved spørgsmål nr. S 912 spurgt, om indenrigsministeren fandt, at et nærmere angivet tilsynsråd havde handlet i overensstemmelse med hensigten i § 61 c i lov om kommunernes styrelse i den i begrundelsen for spørgsmålet omtalte sag fra en nærmere angiven kommune, og om indenrigsministeren ville fastlægge generelle retningslinjer for tilsynsrådenes forvaltning af rådenes funktion efter § 61 c i lov om kommunernes styrelse.
Indenrigsministeren oplyste i besvarelsen blandt andet, at det pågældende tilsynsråd den 30. januar 1986 havde vedtaget ikke at begære påtale mod noget medlem af den pågældende kommunalbestyrelse for overtrædelse af § 61 c i lov om kommunernes styrelse.
Tilsynsrådet havde i sin afgørelse henvist til, at tilsynsrådet i december 1984 - efter af egen drift at have taget sagen op til behandling - ikke havde fundet tilstrækkelig anledning til at tage spørgsmålet om påtalebegæring i henhold til § 61 c i lov om kommunernes styrelse op til nærmere undersøgelse, da der var indgivet politianmeldelse mod bygherren for overtrædelse af by- og landzoneloven, og da medlemmer af kommunalbestyrelsen formodedes at blive inddraget for medvirken til lovovertrædelsen. Ved denne stillingtagen til sagens strafferetlige behandling var der efter tilsynsrådets opfattelse naturligt skabt en forventning om, at sagen udelukkende ville blive behandlet efter by- og landzoneloven, og tilsynsrådet fandt det herefter ikke rigtigt - på grundlag af statsadvokatens henvendelse så lang tid efter - at foretage en ny vurdering af sagen efter § 61 c i lov om kommunernes styrelse.
Om bestemmelsen i § 61 c i lov om kommunernes styrelse kunne indenrigsministeren oplyse, at denne bestemmelse var blevet indsat i styrelsesloven på grundlag af betænkning nr. 996/1983 om ansvarsplacering og reaktionsmuligheder i kommunestyret. Hensigten med bestemmelsen havde været at få tilvejebragt en straffehjemmel for de meget få, men grove tilfælde af pligtforsømmelse, hvor der ikke havde kunnet gribes ind.
Det strafbare gerningsindhold var i bestemmelsen beskrevet som "grov tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører". For at undgå grundløse, tvivlsomme eller bagatelagtige anmeldelser var det endvidere i bestemmelsen fastslået, at påtale kun kunne ske efter tilsynsmyndighedens begæring. Der havde i Folketinget været et ønske om, at det på denne måde blev sikret, at væsentlige hensyn til kommunalpolitikernes arbejdsvilkår ville indgå i vurderingen af, om der skulle rejses straffesag for pligtforsømmelse.
Det var således alene tilsynsrådet, der kunne træffe afgørelse om, hvorvidt der skulle begæres påtale over for kommunalbestyrelsesmedlemmer, og det var i loven udtrykkeligt fastslået, at tilsynsrådets afgørelse ikke kunne indankes for indenrigsministeren. Dette gjaldt også i tilfælde, hvor tilsynsrådet traf beslutning om at undlade at begære påtale.
På denne baggrund fandt indenrigsministeren ikke, at han som minister burde udtale sig om den konkrete afgørelse, som tilsynsrådet havde truffet.
Indenrigsministeren tilkendegav, at ministeren imidlertid nøje fulgte udviklingen med hensyn til anvendelsen af denne nye bestemmelse i styrelsesloven, og at ministeren om nødvendigt ville søge fastlagt generelle retningslinjer for anvendelsen af bestemmelsen.
Den i besvarelsen omtalte straffebestemmelse i § 61 c i lov om kommunernes styrelse er efterfølgende flyttet til § 61 i lov om kommunernes styrelse, jf. lov nr. 381 af 28. maj 2003.
Indenrigsministerens besvarelse af 26. maj 1986 af spørgsmål nr. S 912 af et folketingsmedlem
- 1.k., j.nr. 1986/1070/1314-1