Et amtsankenævn havde anmodet et tilsynsråd om at medvirke til, at en kommune efterkom en af amtsankenævnet truffet afgørelse om, at der i henhold til bistandsloven skulle ydes en borger hjælp til flytning og leje af en skurvogn. Et medlem af tilsynsrådet havde ønsket sagen henskudt til Indenrigsministeriets afgørelse, jf. den dagældende § 50, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse.
Efter de dagældende § 61, stk. 1 og 2, i lov om kommunernes styrelse kunne tilsynsmyndigheden sætte en kommunalbestyrelsesbeslutning ud af kraft, hvis den stred imod lovgivningen, og tilsynsmyndigheden kunne pålægge kommunalbestyrelsesmedlemmer tvangsbøder i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen undlod at udføre en foranstaltning, som den efter lovgivningen havde pligt til at udføre.
Der havde tidligere over for indenrigsministeriet og folketingets ombudsmand været forelagt sager, hvor kommunalbestyrelser havde afvist at efterkomme amtsankenævnsafgørelser om udbetaling af ydelser efter bistandsloven til sociale klienter. I disse sager var det fastslået, at den kommunale tilsynsmyndighed kun kunne afslå at anvende sanktioner, hvis den endelige administrative afgørelse fra amtsankenævnet eller ankestyrelsen havde et åbenbart ulovligt indhold eller i øvrigt var behæftet med åbenbare væsentlige mangler eller grove mangler.
Formålet med den kommunale tilsynsmyndigheds anvendelse af sanktioner er at tvinge kommunalbestyrelsen til en beslutning, der er nødvendig, for at lovgivningen kan blive efterlevet. Den kommunale tilsynsmyndighed måtte derfor ved sin stillingtagen til spørgsmålet om, hvorvidt der skulle anvendes sanktioner til gennemtvingelse af en lovpligtig foranstaltning, nødvendigvis tillige tage i betragtning, hvorvidt kommunalbestyrelsen herved samtidig ville blive tvunget til at foretage en handling, der måtte antages at være i strid med anden lovgivning.
I det foreliggende tilfælde var der efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke rimelig tvivl om, at det efter bistandsloven påhvilede kommunen at yde hjælp til dækning af boligudgifterne. Da kommunen skulle yde hjælp til dækning af borgerens konkrete udgifter vedrørende etablering og opretholdelse af den omhandlede bolig på et landzoneareal, hvortil der efter det oplyste ikke forelå den efter by- og landzoneloven fornødne tilladelse, ville kommunens direkte finansiering heraf imidlertid kunne betragtes som en medvirken til en overtrædelse af by- og landzoneloven.
Efter Indenrigsministeriets opfattelse var der således ikke i sagen et tilstrækkeligt grundlag for at anvende sanktioner over for den pågældende kommunalbestyrelse til gennemtvingelse af Ankestyrelsens afgørelse.
Indenrigsministeriets brev af 18. november 1986 til en borger
- 1.k., j.nr. 1986/1079/1503-1