86.6.1. Delegation af kompetencen til at træffe afgørelser vedrørende afskrivning af uerholdelige B-skatterestancer

11-07-1986
6. Budget, regnskab og revision Afskrivning - delegation Delegation - afskrivning

Udtalt, at det hverken i styrelseslovgivningen eller de af statsskattedirektoratet udarbejdede regler om afskrivning af uerholdelige skatterestancer forudsættes, at afgørelse om afskrivning skal træffes af kommunalbestyrelsen eller økonomiudvalget, hvorfor afgørelserne må kunne træffes på lavere niveau i den kommunale organisation.

Endvidere udtalt, at styrelseslovens § 18, stk. 2 og 3, jfr. normalvedtægtens § 12, hvorefter økonomiudvalget har pligt til at føre tilsyn med kasse og regnskabsområdet, indebærer, at økonomiudvalget er ansvarlig for, at der er fastsat forsvarlige regler og forretningsgange for behandlingen af sager om afskrivning af uerholdelige skatterestancer, herunder at der er tilrettelagt en fornøden kontrolprocedure med de afskrevne skattebeløb. Tilsynspligten medfører dog ikke, at der kan stilles krav om, at økonomiudvalget periodisk og mindst én gang årligt skal have underretning om foretagne afskrivninger.

Indenrigsministeriets skrivelse af 11. juli 1986 til et byråd
- 1. k.kt. j. nr. 1986/1072/0311-1