86.4.1. Om, hvorvidt tilsynsmyndigheden i forbindelse med godkendelse af en kommunes udtræden af fællesskabet tillige skulle tage stilling til spørgsmålet om den udtrædende kommunes eventuelle erstatningsansvar over for det kommunale fællesskab

18-07-1986

Et tilsynsråd havde anmodet Indenrigsministeriet om en udtalelse om, hvorvidt en række bestemmelser i vedtægten for et kommunalt fællesskab, som var et interessentskab, der drev et renseanlæg, og § 60, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse indebar, at tilsynsrådet i forbindelse med godkendelse af en kommunes udtræden af fællesskabet tillige skulle tage stilling til spørgsmålet om den udtrædende kommunes eventuelle erstatningsansvar over for det kommunale fællesskab.

I § 60, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse er det fastsat, at vilkårene for ophævelse af en aftale om samarbejde mellem kommuner, som er godkendt i henhold til § 60, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse skal godkendes af tilsynsmyndigheden, samt at vilkårene skal fastsættes af denne myndighed i tilfælde af uenighed mellem deltagerne.

I denne anledning udtalte Indenrigsministeriet følgende:

Det erstatningskrav, der i den foreliggende sag er rejst af interessentskabet mod den udtrædende kommune, havde efter det oplyste sammenhæng med usikkerheden om den udtrædende kommunes anlægstilslutning. Det forhold, der herved var påberåbt som grundlag for erstatningskravet, var således principielt uafhængigt af den udtrædende kommunes forbliven i eller udtræden af interessentskabet. Som følge heraf forelå der efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke i sagen en uenighed om vilkår for udtræden, som kunne forelægges tilsynsmyndigheden til afgørelse.

I henhold til § 21 i vedtægten for interessentskabet afgjorde tilsynsmyndigheden — ud over uoverensstemmelser mellem interessenterne om interessentskabets opløsning - også uoverensstemmelser mellem interessenterne om interessentskabets drift. Uanset at den udtrædende kommune ikke driftsmæssigt har været tilsluttet renseanlægget, måtte denne vedtægtsbestemmelse efter Indenrigsministeriets opfattelse forstås således, at den vedrører selve interessentskabets drift. Om en tilsvarende bestemmelse i et interessentskabs vedtægter havde Indenrigsministeriet tidligere tilkendegivet, at bestemmelsen tillige måtte forstås således, at tilsynsmyndigheden alene kunne tage stilling til uoverensstemmelser om driftsmæssige spørgsmål, der vedrører kommunalretlige forhold, f.eks. reglerne om interessentskabets styrelse og dets retsstilling i forhold til de deltagende kommuner, og ikke — som i det foreliggende tilfælde — en tvist af privatretlig karakter.

Indenrigsministeriet fandt således, at det i sagen omhandlede erstatningskrav hverken kunne anses for et spørgsmål om vilkårsfastsættelse i forbindelse med udtræden eller for en driftsmæssig uoverensstemmelse, som det tilkom tilsynsmyndigheden at træffe afgørelse om. Afgørelsen om erstatningskravet henhørte derfor efter indenrigsministeriets opfattelse under domstolene, medmindre der var aftalt privat voldgift.

 

Indenrigsministeriets brev af 18. juli 1986 til et tilsynsråd
- 1.k.kt, 1985/1050/46-1