86.2.2. Amtsrådsmedlems inhabilitet ved amtskommunens salg af areal til udbygning af motel, i hvilket medlemmet havde en anpart

22-05-1986
2.a. Speciel inhabilitet Salg - inhabilitet

Udtalt, at et amtsrådsmedlem ved sit indskud og personlig hæftelse på henholdsvis 47.100 kr. og 105.000 kr. i et kommanditselskab, der ejede et motel, havde en personlig økonomisk interesse i en sag om amtskommunens salg til kommunen af et areal til udbygning af motellet.

Det var således indenrigsministeriets opfattelse, at amtsrådsmedlemmets interesse i sagens udfald, navnlig under hensyn til de involverede beløbs størrelse, havde været af en sådan styrke, at den objektivt set havde medført en fare for, at afgørelsen i sagen ville blive påvirket af denne interesse. Det forhold, at amtskommunens salg af det pågældende areal til kommunen kun havde haft en mulig afledt virkning for kommanditselskabet, fandtes ikke at ændre herved.

Det forhold, at beslutningerne blev truffet i økonomiudvalget ved enstemmighed og uden afstemning, måtte anses for uden betydning for vurderingen af habilitetsspørgsmålet, ligesom det var uden betydning, at behandlingen af sagen i økonomiudvalget alene havde haft en forberedende karakter, idet amtsrådsmedlemmet måtte betragtes som inhabil i relation til sagen som sådan, fra det tidspunkt denne rejstes af kommunen.

Indenrigsministeriets skrivelse af 22. maj 1986 til et amtsrådsmedlem
- 1. k.kt. j.nr. 1985/1074/1500-1