85.1.8. Forholdet mellem den kommunale styrelseslov og skolestyrelsesloven vedrørende ansættelser

24-09-1985
1. Kommunalbestyrelsen og dens udvalg Ansættelse m.v. - procedure Kommunalbestyrelsen - ansættelsesprocedure

Udtalt, at reglerne i undervisningsministeriets cirkulære nr. 234 af 24. november 1977, der har hjemmel i skolestyrelsesloven, foreskriver en bestemt procedure for behandling af sager om ansættelse i stillinger inden for folkeskolen, og at disse regler efter Indenrigsministeriets opfattelse supplerer de regler, der i øvrigt gælder for ansættelse i en kommune.

En fravigelse af en kommunalbestyrelses almindelige kompetence kræver udtrykkelig lovhjemmel, og det gælder også i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsens almindelige mulighed for at fastsætte niveauet for kommunalbestyrelsens beslutningsgrundlag begrænses.

Endelig udtalt, at skolestyrelseslovens §§ 7 og 23 samt undervisningsministeriets cirkulære nr. 234 af 24. november 1977 ikke med rette kan opfattes således, at der er udtrykkelig hjemmel i lovgivningen til at afskære en kommunalbestyrelse fra på ethvert stade i proceduren vedrørende besættelse af stillinger inden for folkeskolen at foreskrive, at de i skolestyrelseslovgivningen fastsatte procedurer iagttages sideløbende med de øvrige procedurer, der inden for lovgivningens rammer besluttes af kommunalbestyrelsen i forbindelse med en ansættelse.

Indenrigsministeriets skrivelse af 24. september 1985 til en kommunalbestyrelse
- 1. k.kt., j. nr. 1985/1079/0310-5