84.5.6. Mødediæter efter § 16, stk. 3 – begrænsning til et bestemt antal møder

13-07-1984
5. Vederlag, godtgørelse mv. Diæter - begrænsning af mødeantallet Møder - diæter for begrænset antal

Udtalt, at det efter § 16, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse alene beror på kommunalbestyrelsens afgørelse, hvorvidt der skal ydes mødediæter, og det er ikke fastsat, at beslutningen skal have virkning for et bestemt tidsrum. Det er således muligt for en kommunalbestyrelse til enhver tid at ændre beslutningen.

Endvidere udtalt, at uanset at en beslutning om at yde diæter for andre kommunale hverv frit kan ændres, må Indenrigsministeriet være enigt i den opfattelse, at det ved ydelsen af diæter efter § 16, stk., 3, forudsættes, at der foreligger en kommunal interesse i bestridelse af det pågældende hverv. Afgørelsen af, om dette er tilfældet, træffes ud fra en samlet bedømmelse af hvervet, og ikke ud fra en vurdering af det enkelte møde.

Det vil således ikke være i overensstemmelse med styrelseslovens forudsætninger, at en kommunalbestyrelse efter en vurdering for det enkelte nævn m.fl., træffer beslutning om alene at yde mødediæter efter § 16, stk. 3, til et på forhånd nærmere fastsat antal møder.

Indenrigsministeriets skrivelse af 13. juli 1984 til tilsynsrådet for Sønderjyllands amt
- 1. k.kt. j.nr. 1983/1351/1007-1