84.1.6. Båndoptagelse af byrådsmøder med henblik på udsendelse over lokalradioen

12-07-1984

Et politisk parti, der havde opnået sendetilladelse fra kulturministeriet, anmodede om tilladelse til at optage et byråds åbne møder på bånd med henblik på udsendelse over lokalradioen.

Udtalt, at den kommunale styrelseslovs § 10 om kommunalbestyrelsesmøders offentlighed ikke i sig selv indeholder hjemmel for båndoptagelse af kommunalbestyrelsens offentlige møder.

På baggrund af den af højesteret den 10. maj 1972 afsagte dom vedrørende pressens brug af båndoptager til brug for udarbejdelse af journalistiske referater, var det imidlertid Indenrigsministeriets opfattelse, at en kommunalbestyrelses flertal - som et led i den almindelige tilrettelæggelse af kommunalbestyrelsens møder - kan beslutte at give - eller afslå - tilladelse til at optage byrådets åbne møder på bånd med henblik på udsendelse over lokalradioen. En tilladelse vil kunne tidsbegrænses og vil i øvrigt kunne gives på visse nærmere vilkår.

Indenrigsministeriets skrivelse af 12. juli 1984 til Helsingør byråd
- 1. k.kt. j.nr. 1984/1079/0409-2