84.1.4. Behandling af en sag for lukkede døre

18-04-1984
1. Kommunalbestyrelsen og dens udvalg Dagsorden m.v. - sager for lukkede døre Kommunalbestyrelsen - lukkede døre Lukkede døre - leje/udleje af fast ejendom Lukkede døre - tidspunkt for

Udtalt, at normal forretningsordenens § 1, der angiver 3 grupper af sager - herunder sager om køb og salg af fast ejendom - der som udgangspunkt skal behandles for lukkede døre, ikke kan anses for udtømmende, men alene er et udgangspunkt for borgmesteren ved placeringen af sagerne i det dagsordensforslag, som kommunalbestyrelsen skal tage stilling til ved mødets begyndelse.

De hensyn, der hyppigst vil føre til dørlukning, f.eks. ved behandlingen af sager vedrørende køb og salg af fast ejendom, er navnlig hensynet til de kommunale myndigheders mulighed for at kunne disponere økonomisk hensigtsmæssigt og hensynet til, at den enkelte borgers (sælges eller købers) personlige og økonomiske forhold ikke gøres til genstand for offentlig drøftelse.

En kommunalbestyrelses beslutning om at leje eller udleje fast ejendom måtte efter Indenrigsministeriets opfattelse sidestilles med en sag om køb eller salg af fast ejendom. I sådanne sager vil spørgsmålet om selve dispositionen og vilkårene for denne ofte foreligge til bedømmelse samtidig. En kommunalbestyrelses stillingtagen til, om den pågældende disposition skal foretages, vil i øvrigt naturligt være afhængig af oplysning om, hvilke vilkår kommunalbestyrelsen kan opnå hos køber eller lejer.

Indenrigsministeriet fandt herefter ikke at kunne kritisere, at en borgmester havde placeret en sag om udleje og vilkårene herfor i sin helhed på dagsordensudkastet til behandling for lukkede døre. Man fandt heller ikke at kunne kritisere, at kommunalbestyrelsen ved sin godkendelse af dagsordensudkastet stiltiende accepterede, at sagen i sin helhed blev optaget på dagsordenen til drøftelse for lukkede døre.


Indenrigsministeriets skrivelse af 18. april 1984 til Høng kommunalbestyrelse
- 1. k.kt. j.nr. 1983/1079/0610-1