82.8.5. Tilsynsmyndighedens adgang til at tilkendegive misbilligelse m.v. over for enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmer i anledning af tavshedspligtskrænkelser

04-06-1982

Resumé af skrivelse af 27. maj 1982 fra folketingets ombudsmand.

I anledning af en klage over en afgørelse fra Indenrigsministeriet vedrørende den kommunale tilsynsmyndigheds kompetence i et spørgsmål om tavshedspligt udtalte folketingets ombudsmand:

1) Tilsynsmyndigheden kan som et led i sin responderende virksomhed være berettiget til at udtale sig om rækkevidden af et kommunalbestyrelsesmedlems tavshedspligt, og om der er grundlag for at antage, at tavshedspligten i en given situation er tilsidesat. Ombudsmanden tog ikke hermed stilling til, om dette gælder i alle tilfælde, idet den nærmere fastlæggelse af omfanget af tilsynsmyndighedens responderende virksomhed må bero på omstændighederne i det konkrete tilfælde, herunder på hvilket retsgrundlag en eventuel tavshedsforpligtelse bygger.

2) Der foreligger ikke fornødent retsgrundlag for, at tilsynsmyndigheden kan tilkendegive misbilligelse over for et enkelt kommunalbestyrelsesmedlem i anledning af tavshedspligtkrænkelser.

Ombudsmanden lagde bl.a. vægt på, at ordlyden af og forarbejderne til § 61 i den kommunale styrelseslov alene giver grundlag for at antage, at hensigten har været at give tilsynsmyndighederne beføjelser til at gribe ind over for retsstridige forhold, der er begået af kommunalbestyrelsen som sådan, at der ikke fra tilsynsmyndighedernes adgang til at afgive vejledende udtalelser (om tavshedspligtsspørgsmål) kan udledes noget om disse myndigheders beføjelse til at tilkendegive misbilligelse over for de enkelte medlemmer, og at en sådan beføjelse, der er udtryk for en principiel udvidelse af tilsynsmyndighedernes kompetenceområde, sådan som det direkte er fastlagt i styrelseslovens § 61, derfor må kræve et klarere retsgrundlag.

Indenrigsministeriets skrivelse af 4. juni 1982 til samtlige tilsynsråd - 1. k.kt. j.nr. 1981/1130/0600-12