82.6.1. Budgettet skal udformes så realistisk som muligt. Ingen pligt til at anvise finansiering i ændringsforslag

30-07-1982

Indenrigsministeriet har udtalt, at det følger af ”Budget- og regnskabssystem for
kommuner og amtskommuner”, at der i årsbudgettet og de flerårige budgetoverslag
skal være balance mellem indtægter og udgifter, og at de poster på årsbudgettet,
hvortil kommunalbestyrelsen ved årsbudgettets vedtagelse har taget bevillingsmæssig
stilling, tillige afgiver den bindende regel for næste års forvaltning. Budget- og
regnskabssystemets krav om, at der skal være balance mellem indtægter og udgifter,
må medføre, at det af ændringsforslaget skal fremgå, hvad dets vedtagelse vil føre til af
merudgifter eller medindtægter.


For så vidt angår klagen over, at visse af de af klageren fremsatte ændringsforslag var
blevet afvist på grund af manglende lovgrundlag, har Indenrigsministeriet bemærket,
at budgettets udgifter og indtægter skal kunne afholdes, henholdsvis oppebæres, med
en rimelig grad af sandsynlighed. Det er derimod ikke nogen betingelse, at der
budgetvedtagelsen foreligger et udtrykkeligt lovgrundlag for de budgetterede
indtægter og udgifter.


Det fremgår af sagen, at det ene afviste forslag drejede sig om at optage forhandlinger
med staten med henblik på forhøjelse af statens generelle tilskud til den pågældende
kommune., og det andet afviste forslag vedrørte indførelse af progression i
kommuneskatten. I den anledning meddelte Indenrigsministeriet, at disse forslag efter
Indenrigsministeriets opfattelse forekom helt urealistiske.


For så angår klagerens forslag om nye udgiftsfremmende foranstaltninger meddelte
Indenrigsministeriet, at det forhold, at det endeligt vedtagne budget skal balancere,
ikke er ensbetydende med, at der kan stilles krav om, at forslagsstilleren til et
udgiftskrævende ændringsforslag til budgetforslaget samtidig skal stille
ændringsforslag om, hvorledes udgiften skal finansieres. Ministeriet pegede i den
forbindelse på, at den omhandlede balance i budgettet i de tilfælde, hvor der ikke er
anvist finansiel dækning for forslaget, f.eks. kan tilvejebringes ved, at den kommunale
indkomstskat forhøjes svarende til udgiftsforhøjelsen. De af klageren fremsatte forslag
til udgiftskrævende foranstaltninger, turde derfor ikke have været afvist, men
formanden burde efter ministeriets opfattelse have bragt på det rene, om klageren
fortsat ønskede at opretholde forslagene, uanset at klagerens forslag vedrørende
bloktilskud og progression i indkomstskatten ikke kunne medtages ved
budgetbehandlingen.

Indenrigsministeriets skrivelse af 30. juli 1982 til et medlem af Borgerrepræsentationen,
- 3.k., j.nr. 1981/144032-9