82.2.1. Overlæges deltagelse i behandlingen af en sag om amtskommunens sygehusplanlægning, herunder specielt om et bestemt sygehusbyggeri

27-10-1982
2.a. Speciel inhabilitet Ansatte - inhabilitet, speciel Inhabilitet, speciel - ansatte Inhabilitet, speciel - planlægning Planlægning - inhabilitet

Udtalt, at et amtsrådsmedlem, der var overlæge ved en afdeling på Århus Kommunehospital, ikke var inhabilt i en sag om amtskommunens sygehusplanlægning og specielt et bestemt sygehusbyggeri.

Endvidere bl.a. udtalt, at der ikke ved behandlingen af det pågældende punkt på dagsordenen forelå forslag, der mere konkret vedrørte amtsrådsmedlemmets afdeling på Århus Kommunehospital, og at den omstændighed, at der muligvis ville ske en forbedring af afdelingens forhold, når udflytning til det nye sygehus i 1989 havde fundet sted, efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke kunne medføre, at der forelå en så væsentlig interesse hos den pågældende, at der af denne årsag var grund til at anse medlemmet for inhabilt ved sagens behandling i amtsrådet.

Ej heller antaget, at den pågældendes hverv som dekan for det medicinske fakultet ved Århus Universitet kunne bevirke inhabilitet, idet Indenrigsministeriet måtte lægge det af amtsrådet oplyste til grund, hvorefter forbindelsen mellem den pågældendes interesse i universitetets forsknings og undervisningsforhold og spørgsmålet om opførelse af det nye sygehus var så svag, at der ikke kunne siges at foreligge en væsentlig interesse.

I øvrigt givet en almindelig redegørelse for inhabilitetsproblemer i forbindelse med kommunal ansættelse.

Indenrigsministeriets skrivelse af 27. oktober 1982 til et amtsrådsmedlem
- 1. k.kt. j.nr. 1982/123/1400-22