82.1.3. Kommunalbestyrelsesmedlemmers ret til at modtage dagsordener m.v.

23-02-1982
1. Kommunalbestyrelsen og dens udvalg Udvalg - sagsmateriale, ikke-medlemmer

Tilkendegivet over for en kommunalbestyrelse, at et kommunalbestyrelsesmedlem fra et udvalg, som den pågældende ikke er medlem af, i medfør af § 20 stk. 5, i den kommunale styrelseslov kun har ret til at modtage dagsordener, udskrift af beslutningsprotokoller og andet materiale vedrørende sager, der kan indbringes for kommunalbestyrelsen.

Endvidere tilkendegivet, at kommunalbestyrelsesmedlemmet som minimum fra gang til gang kan kræve at modtage nærmere angivet sagsmateriale vedrørende et enkelt eller flere punkter på dagsordenen, som den pågældende har modtaget efter anmodning. Der er dog intet til hinder for, at en kommunalbestyrelse vedtager, at kommunalbestyrelsesmedlemmet én gang for alle kan meddele, at den pågældende ønsker at modtage sagsmateriale fra et bestemt udvalg eller fra flere udvalg, eventuelt vedrørende ét eller flere emner, således at materialet tilsendes sammen med dagsordenen.

Indenrigsministeriets skrivelse af 23. februar 1982 til Værløse kommunalbestyrelse - 1. k.kt. j.nr. 1982/123/0320-3