71.1.3. Om borgmesterens henstilling til en taler om at begrænse sit indlæg

22-12-1971

Et amtsrådsmedlem havde klaget over, at amtsborgmesteren havde afbrudt et af medlemmets indlæg, og at amtsborgmesteren ikke havde sat medlemmets ændringsforslag til afstemning først. Medlemmet havde anført, at selv om amtsborgmesteren ifølge forretningsordenens § 11, stk. 3, bestemte, i hvilken orden der skulle stemmes over ændringsforslagene, burde medlemmets ændringsforslag som det mest vidtgående have været sat under afstemning først.

Indenrigsministeriets udtalte, at amtsborgmesteren efter Indenrigsministeriets opfattelse i sin egenskab af mødeleder med henblik på at opnå en hensigtsmæssig afgrænsning af amtsrådets drøftelser såvel i tidsrnæssig henseende som med hensyn til drøftelsernes nærmere indhold efter omstændighederne var berettiget til at henstille til en taler at begrænse sit indlæg, såfremt dette ikke fandtes direkte at vedrøre det punkt på dagsordenen, der var under behandling.

Indenrigsministeriet fandt på denne baggrund ikke, at amtsborgmesterens tilkendegivelse vedrørende klagerens indlæg, som klageren straks tog til efterretning, i den givne sammenhæng kunne betragtes som en overskridelse af de beføjelser, der tilkom amtsborgmesteren i hans egenskab af mødeleder.

Indenrigsministeriet fandt endvidere ikke grundlag for at kritisere afstemningsprocessen. Klagerens og en anden gruppes ændringsforslag var således formulerede, at man ikke på grundlag af en direkte sammenligning af forslagene kunne fastslå, at klagerens ændringsforslag var det mest vidtgående, således at det af den grund havde været mest korrekt at sætte dette under afstemning først. 

Indenrigsministeriet udtalte sig endelig om forholdet mellem forretningsordenens § 6, stk. 5, hvorefter der skulle hengå mindst 24 timer mellem første og anden behandling, og § 6, stk. 3, hvorefter et mindretal på mindst 5 medlemmer kunne forlange en sag udsat. Da tidsrummet mellem første og anden behandling af en sag burde være af en sådan længde, at de enkelte medlemmer fik den efter sagens beskaffenhed fornødne tid til at skaffe sig forsvarligt grundlag for sagens videre forhandling og afgørelse, kunne der dog efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke af den nævnte bestemmelse i forretningsordenens § 6, stk. 5, udledes en ret for amtsborgmesteren til i enhver sag at fastsætte tidsrummet mellem første og anden behandling til 24 timer. 

Indenrigsministeriets brev af 22. december 1971 til et amtsrådsmedlem,
- K., j. nr. 1971-941-154