70.1.1. Om fritagelse af borgmesteren for sit hverv umiddelbart før tidspunktet for fritagelsens virkning

11-05-1970

Det fulgte af § 6, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, at det på det konstituerende møde foretagne valg af formand for kommunalbestyrelsen havde gyldighed for kommunalbestyrelsens funktionsperiode, og af samme lovs § 7, stk. 2, at kommunalbestyrelsen efter anmodning kunne fritage formanden for sit hverv for resten af funktionsperioden. Det fulgte af disse bestemmelser, at der ikke ved valg af formand for kommunalbestyrelsen kunne træffes beslutning om, at valget alene skulle være gældende for en periode, der var kortere end kommunalbestyrelsens funktionsperiode, samt at en eventuel afkortning af perioden alene kunne finde sted ved en af kommunalbestyrelsen efter ansøgning bevilget fritagelse. En sådan fritagelse måtte tidligst meddeles umiddelbart før det tidspunkt, fra hvilket fritagelsen skulle have virkning.

Indenrigsministeriets brev af 11. maj 1970 til en kommunalbestyrelse,
- K., j. nr. 1970/1201/1215-1