Udtalt, at sygesikringslovens § 13 ikke kan anvendes som hjemmel for tilskud til behandlinger, der kan ydes vederlagsfrit efter anden lovgivning, herunder sygesikringsloven og sygehusloven.
Bestemmelsen må efter forarbejderne til loven anses for at være subsidiær ikke bare i forhold til de i bestemmelsen angivne paragraffer, men tillige i forhold til al anden relevant lovgivning.
Om de konkrete tilfælde, hvor en kommune i den foreliggende sag havde ydet tilskud, havde Sundhedsministeriet oplyst, at der var tale om ydelser, som tilbydes vederlagsfrit på offentlige sygehuse.
Indenrigsministeriet kunne på denne baggrund tiltræde, at tilsynsrådet havde udtalt, at de ydede tilskud ikke lovligt kunne ydes i medfør af sygesikringslovens § 13.
Indenrigsministeriet overvejede endvidere, om kommunen med hjemmel i anden lovgivning kunne yde de omhandlede tilskud, men fandt ikke, at dette var tilfældet.
Endvidere udtalt, at der ikke efter Indenrigsministeriets opfattelse kunne antages at være mulighed for på ulovbestemt grundlag efter de almindelige kommunalretlige regler om kommunernes opgaver at yde de nævnte tilskud.
Sammenfattende fandt Indenrigsministeriet i lighed med tilsynsrådet, at kommunen ikke lovligt havde kunnet yde de i sagen omhandlede tilskud til behandling på private klinikker og et privat hospital.
Indenrigsministeriets brev af 8. oktober 1996 til en kommunalbestyrelse
- 4. k.kt. j.nr. 1994/122/357-3