95.3.6. Om kommunalt tilskud til et privat pædagogseminariums anlægsudgifter

08-12-1995

Generelt udtalt, at kommuner efter de kommunalretlige grundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse kun kan yde tilskud til private uddannelsesinstitutioners anlægsudgifter, når institutionens aktiviteter knytter sig til løsningen af kommunale opgaver af f.eks. undervisningsmæssig eller kulturel art, og når der i øvrigt kan påvises en særlig kommunal interesse i at yde tilskuddet. En sådan særlig interesse anses bl.a. for at foreligge, hvor institutionen først og fremmest tænkes anvendt af kommunens egne borgere.

Hvad særligt angår spørgsmålet om adgangen til kommunal støtte til statsgodkendte pædagogseminariers anlægsudgifter udtalt, at de opgaver, som kommuner efter lovgivningen skal varetage i forbindelse med uddannelsen af pædagoger, og det behov, som kommuner har for at ansætte pædagoger med henblik på at varetage kommunernes lovpligtige uddannelsesopgaver i især folkeskolen, indebærer, at kommuner har en almindelig interesse i pædagogseminarier, herunder også statsgodkendte private seminarier. Det må derfor antages, at kommuner ikke generelt er afskåret fra at yde støtte til private seminariers anlægsudgifter.

Det må dog på baggrund af lokalitetsprincippet antages, at en kommunes adgang til at yde anlægstilskud til et statsgodkendt privat seminarium forudsætter, at der i øvrigt foreligger en særlig interesse for kommunen i det pågældende seminarium. I de tilfælde, hvor en kommune i særlig grad varetager opgaver efter loven om uddannelse af pædagoger i forbindelse med et privat seminarium, kan det i sig selv begrunde, at kommunen har en særlig interesse i det pågældende seminarium.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en kommune kan yde anlægstilskud til et privat seminarium, der hviler på et religiøst eller andet holdningspræget grundlag, udtalt, at efter de kommunalretlige grundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse kan en kommune ikke uden lovhjemmel yde tilskud til en selvejende institutions eller forenings holdningsprægede aktiviteter. Dette indebærer dog ikke, at en kommune er afskåret fra at yde tilskud til varetagelsen af en kommunal opgave, når opgaven varetages af en religiøs eller i øvrigt holdningspræget forening eller selvejende institution, der også varetager ikke-kommunale opgaver. Kommunen må imidlertid i så fald sikre sig, at det kommunale tilskud alene anvendes til varetagelsen af den pågældende kommunale opgave. Da dette ikke er muligt ved ydelse af anlægstilskud, er det antaget, at en kommune alene kan yde driftstilskud til religiøse eller i øvrigt holdningsprægede foreningers og selvejende institutioners varetagelse af kommunale opgaver.

I henhold til lov om uddannelse af pædagoger og seminariestøtteloven skal private seminarier imidlertid godkendes af undervisningsministeren og er herefter underlagt undervisningsministerens tilsyn og nærmere regulering.

Endvidere udtalt, at det på den baggrund efter Indenrigsministeriets opfattelse må antages, at en kommune ikke er afskåret fra at yde anlægstilskud til et godkendt privat seminarium, der hviler på et religiøst eller andet holdningspræget grundlag, når betingelserne for at yde et sådant tilskud i øvrigt er opfyldt.

Indenrigsministeriets brev af 8. december 1995 til et tilsynsråd
- 2. k.kt. j.nr. 1995/1125/650-2