Indledningsvis fastslået, at de kommunale tilsynsmyndigheder kan udtale sig vejledende om, hvorvidt de kommunale myndigheder, kommunalbestyrelsen eller udvalg og forvaltning på kommunalbestyrelses vegne, har overholdt lovgivningen.
Udtalt, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke kan tage stilling til, om en tavshedspligt, der efter forvaltningslovens § 27 påhviler en ansat i den kommunale forvaltning, er tilsidesat af den pågældende. Derimod kan tilsynsmyndighederne udtale sig om, hvorvidt en kommune har været berettiget til at videregive fortrolige oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed i medfør af reglerne i forvaltningslovens § 28.
Oplysning om, at en person er Hiv-smittet, er en oplysning af særlig fortrolig karakter som omhandlet i forvaltningslovens § 28, stk. 1. En sådan oplysning må alene videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når en af de i § 28, stk. 2, angivne betingelser er opfyldt.
I den konkrete sag kunne der alene være tale, om videregivelse med hjemmel i § 28, stk. 2, nr. 3. Indenrigsministeriet fandt imidlertid ikke, at der i sagen var oplyst sådanne forhold, at det kunne antages, at videregivelsen af den fortrolige oplysning havde tjent interesser, der klart oversteg hensynet til de interesser, der begrundede hemmeligholdelsen af oplysningen. Ud over hensynet til den Hiv-smittede person selv lagde ministeriet vægt på, at hensynet til borgernes generelle tillid til de kommunale sociale myndigheder i sig selv taler imod, at myndighederne videregiver fortrolige oplysninger. Der må derfor stilles meget strenge krav til de interesser, som skal kunne begrunde en videregivelse af sådanne oplysninger.
Efter ministeriets opfattelse havde videregivelsen af oplysningen om, at en person var Hiv-smittet, således ikke været i overensstemmelse med forvaltningslovens § 28.
Indenrigsministeriets skrivelse af 1. oktober 1992 til en borger
- 4. k.kt. j.nr. 1992/122/373-2