91.5.1. Diæter m.v. til centerrådsmedlemmer

18-06-1991

Udtalt, at Indenrigsministeriet ikke fandt grundlag for at udtale sig imod en af Kulturministeriet anlagt fortolkning af § 7 i bekendtgørelse nr. 611 af 20. september 1989 om voksenuddannelsescentre, hvorefter bestemmelsen som følge af en henvisning til vederlagsreglerne i § 16 i lov om kommunernes styrelse indeholder hjemmel til, at samtlige centerrådsmedlemmer kan modtage de i § 16 nævnte ydelser i overensstemmelse med de i paragraffen i øvrigt indeholdte regler.

Samtidig udtalt, at amtsrådet i medfør af den kommunale styrelseslovs § 16, stk. 3, kan træffe beslutning om at yde diæter og/ eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til det af amtsrådet udpegede medlem af centerrådet, medmindre den pågældende tillige er medlem af amtsrådet, og amtsrådets medlemmer vederlægges efter reglerne i den kommunale styrelseslovs § 16 a.

Indenrigsministeriet kunne ikke vurdere, om det er rimeligt, at der gælder forskellige regler for udbetaling af diæter til medlemmer, der deltager i møder i de styrende organer ved amtskommuners uddannelsesinstitutioner, idet spørgsmålet herom hører under henholdsvis Undervisningsministeriet og Kulturministeriet.

Indenrigsministeriets skrivelse af 18. juli 1991 til et amtsråd og til Undervisningsministeriet og Kulturministeriet
- 4. k.kt. j.nr. 1990/1332/1200-1